Sorgens gave

Sæt evt. denne musik på inden du læser, tror det giver en ekstra effekt. Det er den musik jeg har hørt igen og igen, mens det er skrevet: https://www.youtube.com/watch?v=0YRICEt7XiY 

Måske kommer der også nogle billeder ind senere der passer til teksten, hvis jeg finder nogen.

Måske kender du det.. 

 

Når hjertet føles totalt knust 

Når det føles som om, hjertet går ud at takt 

eller stopper et øjeblik. 

Hjertet kramper og man føler en stor smerte i brystet. 

Halsen snører sig sammen, 

og man kan have svært ved at trække vejret

man kan føle al luft, er blevet slået ud af én.

Man mærker gråden helt nede fra maven, op igennem halsen, 

som hulkende bevægelse, som man forsøger at holde tilbage, men ikke kan.. 

Tårerne der begynder at løbe, 

måske i stilhed, 

indtil næsen afbryder stilheden

med et snøft. 

Benene føles som gelé og man kan knække sammen

Alle muskler bliver spændte..

Man har lyst til at råbe, skrige 

og måske slå.. 

 

Pludselig efter en tid ændres alt.. 

Der blir helt stille... 

Med et dybt suk,

bliver man helt afslappet i hele kroppen.. 

Man kan intet mærke, 

overhoved, 

man føler sig død og kold. 

Tårerne holder også op med at løbe 

man stirre bare ud i luften en tid. 

Til man nærmest ser sig selv udefra, 

rejse sig i stilhed.. 

Tårer tørres væk, 

og man tager en dyb indånding 

fortsætte de daglige gøremål, 

måske sågar med et nyt smil på læben.

 

Det er.. 

sådan jeg ofte har det..

 

....

 

Når vi mister nogen, mister vi ikke kun fysisk et menneske..

 

Det der udløser dette hos mig, er det der hos mange betegnes som sorg og savn, eller frygten for at komme til at opleve netop disse følelser - igen. 

 

Det er de følelser, som jeg har haft aller tættest inde på livet, igennem mange år og som har fyldt mest, siden jeg fyldte 10 år. De har været mine værste fjender i mange år, men er efterhånden blevet mere mine venner. 

 

Jeg tror alle der ufrivilligt har oplevet et tab, hvad end det har været mentalt ved et brudt venskab, parforhold, eller brudt forhold til familiemedlemmer eller mere fysisk i form af sygdom eller ulykker, der gør en person ikke længere, er den man kendte engang eller måske helt har mistet livet. De der har oplevet det, kender alle til følelsen af sorg, savn og måske også følelsen af afmagt eller vrede. Tanker som "det kan du ikke være bekendt!", "hvorfor gjorde du det imod mig?", "Var det vi havde sammen eller det jeg gjorde ikke godt nok?", "hvad gjorde jeg galt?", "hvorfor skulle du fra mig allerede nu?", "Hvorfor dig og ikke mig?", "Hvad skal jeg gi' eller gøre for at få svar?" eller "Hvor ville jeg ønske bare 5min. mere med dig.." 

 

Og alle de ting, man ikke nåede at få sagt...

Alle de ting, man ikke nåede at få gjort..

Alle de ting man aldrig fik sagt undskyld for

eller sagt tak for.

Alle de ting man ikke kan dele mere/igen

og alle de nye ting man aldrig kom til at opleve/dele sammen

ved særlige højtider, fødselsdage, milepæle som uddannelser, bryllup, at se et nyt liv komme til og meget mere.

 

Det er det der gør så hjertenskærende ondt. Grunden til vi sørger og savner, er jo ikke kun fordi vi mister et menneske rent fysisk. Det vi mister er jo et menneske vi måske delte noget helt særligt med. Måske en særlig oplevelse man kun havde sammen med dem. En særlig ting man altid gjorde kun sammen med den person. Man mister den delte forståelse og følelse - man nu sidder alene tilbage med og som ingen nogensinde vil kunne forstå helt på samme måde

For de var der ikke,

de oplevede det ikke,

de hørte ikke de ord der blev sagt

de så ikke de smil og blinket i øjet der kom

de følte ikke det som DU/I følte SAMMEN.

 

Man mister selve MULIGHEDEN for at dele tingene og skabe flere af disse særlige øjeblikke.

Der kommer tomrum, der aldrig kan erstattes helt.

Man har delt noget særligt med den anden, som de tager med sig, måske med i graven og man kan derfor også føle man mister en del af sig selv. Fordi den person vidste noget særligt om en, kendte måske sider som man ikke har vist andre.

Det er nogen af grundene til at sorg og savn, kan være så umådelig hårdt og ofte aldrig slipper os helt igen, når først man har oplevet det.

 

 

.....

 

En personlig tanke til og om de jeg har mistet

 

Jeg savner ufattelig meget de mennesker jeg har mistet, alene 7 fra familien, derudover nære venner og bekendte, mere fjern familie og 3 fra svigerfamilien de seneste år. Derudover kommer alle de "tab" af mennesker der ikke er gået bort, men af forskellige årsager har cuttet kontakten.

 

Det gjorde særligt ondt at miste min farmor, min oldefar, min fars moster og en nær ven af familien. Samt det ramte hårdt, da Kaspers gode ven tabte kampen til kræft, alt alt for ung og endda selv havde skrevet sin egen tale til sin begravelse. 

 

Men de to der har ramt aller hårdest har været min farmors død, samt en nær ven af familien.

 

Min kære farmor der sagde farvel kort før min 10års fødselsdag - den eneste jeg virkelig glædede mig til at se netop denne dag, da hun betød alt for mig, men jeg ikke så hende meget efter der var nogle problemer i familien. Men ja, hun kom aldrig...

 

Det gjorde ekstra ondt, da jeg fik af vide nogle år senere, at det med stor sandsynlighed var et valg hun selv havde truffet - det er dog aldrig blevet lægeligt bekræftet. Savnet blev derfor i mange år erstattet af enorm vrede, skuffelse og følelse af svigt. Til jeg en dag selv var ved at gøre en ende på mit eget liv og forstod, hvad hun måske havde oplevet. Jeg tilgav hende og har siden kun husket de gode ting. Men er stadig ked af hun ikke har været der ved de særlige lejligheder. Dem ville jeg gerne have delt med hende. Og jeg mistede mit andet hjem, mistede alt jeg og hele familien havde med hende i hendes hjem. Så mange gode minder, der ikke kunne blive til flere. Vi mistede for alvor familiesammenholdet og kontakten i mange år på den side af familien. Jeg mistede det jeg havde glædet mig til vi skulle når jeg blev gammel nok.. Men det var hende der ikke blev gammel nok til at opleve det. Jeg håber bare hun har fået fred og har det godt hvor end hun er nu.

 

 

Der var også en nær ven af familien. Da jeg var omkring 15år tabte han kampen til kræft, efter flere års brav kamp. Jeg husker stadig den dag jeg fik af vide han var syg. Jeg blev så ulykkelig og følte præcis det jeg startede med at beskrive. Flere år med blandede følelser fulgte efter, med frygt for at miste, vrede på sygdommen og lægerne mm. samtidig glæde over han var her, over de gode stunder vi nåede at have og når man troede alt gik i den rigtige retning.

 

Men så gik det pludselig stærkt, jeg nåede at besøge ham en enkelt gang efter han var kommet på sygehuset, hvor jeg fornemmede der ikke var meget tid tilbage. Jeg gik hjem og skrev et brev.. Men han nåede aldrig at få det, da han døde dagen efter brevet var færdigt. Det var så uretfærdigt og ubærligt og jeg blev så vred, at jeg rev brevet i stykker og smed ud, fordi nu ville han jo aldrig læse det alligevel. Puuha, det er hårdt bare at skrive dette, selv efter så mange år. Det lærte mig at sige tingene i dag og ikke i morgen, for der er det måske for sent.

 

Jeg har aldrig grædt så meget, jeg følte mit hjerte blev revet ud af min krop og tænkte jeg aldrig ville blive glad igen. Til begravelsen måtte jeg holde igen, for ikke at knække helt og kunne ikke få mig selv til at tage med til gravøl, jeg gik bare hjem og græd og græd og græd.. ja, jeg græder endnu selv så mange år efter, mens jeg skriver dette.

 

Alt gik i stå i flere måneder efter. I skolen forlod jeg klassen flere gange "for at gå på toilet" men i virkeligheden sad jeg og græd derude. Jeg besøgte hans grav dagligt.

Jeg kom ud i noget rigtig møg, fordi jeg ikke kunne rumme alle de triste følelser, men fik heldigvis hjælp til at komme ud af tingene igen.

 

Da han gik bort, mistede jeg en ven, samt den "morfar" jeg aldrig havde haft, jeg mistede de aftner jeg tog hjem til ham, mens hans kone/min mors veninde og min mor var til sang og vi bare sad og snakkede og pjattede. Jeg mistede muligheden for at lærer flere af de sjove og skøre tricks, som han lærte mig. Jeg mistede en tryghed og bare et rigtig dejligt, kærligt og sjovt menneske, som betød mere end jeg selv var klar over, før han ikke var der mere.

 

Jeg har arbejdet enormt meget med mig selv og min sorg siden, men savnet og sorgen over at miste ham, tror jeg altid vil være der og altid vil være stor.

 

 

Når frygten og tidligere tab tager magten

 

Tabet af alle de overnævnte, særligt de to sidste, gjorde at jeg i mange år, har haft en kæmpe angst for at miste. I flere år turer jeg ikke sådan rigtig elsker eller holde af nogen, sådan oprigtigt helt ind i hjertet, for så var jeg sikker på de ville blive taget fra mig. Jeg var overbevist om der var en forbandelse over mig, så alle jeg kom til at holde af ville dø, fordi jeg skulle straffes. Jeg ved det er vildt og sygt, men det var sådan jeg havde det. Jeg sagde det dog aldrig højt.

 

Jeg er heldigvis kommet over den voldsomme angst og de tvangstanker, men derefter fulgte mange år med en enorm ængstelse for at blive holdt af, jeg blev som en ile der sugede alt ud af dem der viste mig oprigtig interesse, men mange kunne ikke holde til at blive drænet, så de trak sig fra mig. Det blev en ond cirkel. Jeg ville så gerne bare have en ven og nogen der holdte af mig, men jeg vidste de ville forsvinde igen, så jeg tappede alt jeg kunne få, fordi jeg ikke vidste hvornår jeg ville opleve det igen.. Jeg har også ubevist "testet" nogen bl.a. med at se hvor meget de kunne holde til at få af vide om mig, min baggrund og mine tanker og følelser, for at se om de virkelig kunne rumme hele mig.. Det er der kun få der har kunne..

 

Og ja.. Det har nu taget mig mange år, at finde en mere naturlig balance og jeg er nået langt, har bl.a. været sammen med min partner igennem 7 år som jeg efter vores bryllup kan kalde min mand, jeg har holdt på få gamle venner, og formået at få og bevare nogle nyere venskaber i længere tid...

Så jeg er godt på vej, men er der ikke helt endnu..

 

For det at miste, det at føle sig svigtet, forladt, alene og ikke mindst frygten for at opleve det igen, har påvirket mit syn på andre mennesker og på mine relationer.

 

Jeg har stadig svært ved at lukke nye mennesker ind og svært ved at holde sådan oprigtigt og dybt af folk, jeg har altid en mistro og en idé om de smutter igen. Til gengæld, så de mennesker der så er kommet ind under huden på mig eller jeg selv er kommet til at holde af, har fået en kæmpe plads i mit hjerte, meget større end det nok er fornuftigt at give dem, netop hvis man vil undgå at blive såret. Men nogen gange bestemmer man bare ikke selv, hvem man kommer til at holde ufatteligt meget af eller kommer til at dele særlige oplevelser med, som altid vil sidde i en. Nogen gange skal man give plads til det og bare nyde det, trods man kan risikere at blive såret. Man siger jo, at når man lukker mennesker helt ind, giver man dem muligheden for at smadre en fuldstændig, men har en tillid til de aldrig vil gøre det. Derudover siger et ordsprog det ikke er de ting folk siger eller gør der er det vigtige, men dét som de får dig til at føle, der bestemmer om de får en plads i dit hjerte og bliver dem du husker.

 

Når savnet bliver sorgens gave

 

Fra før, hvor jeg holdte alt inde i mig selv, udtrykker jeg mine følelser mere nu, igennem billeder, citater og ord - særligt de skrevne. Jeg er åben omkring det og derfor jeg også skriver her. Det har hjulpet mig rigtig meget og gør at sorg og savnet stadig er stort, men ikke så stort så det skygger helt for al glæden.

 

Som jeg nævnte tidligere, er sorgen og savnet i dag blevet mine venner. For rigtige venner kan også sårer en og få en til at blive trist, men de får også altid en op igen. Sådan ser jeg de tab- og de minder jeg har i dag. Som noget jeg i perioder kan græde over, men som jeg jo netop kun græder over, fordi det har været så godt og fordi jeg stadig bærer dem og de minder vi havde sammen med mig. Så længe savnet er der, lige så længe er glæden der også, som lægger bag savnet og sorgen, i selve mindet. Bag hver en tårer der bliver grædt ligger en historie, et minde, en følelse, en tanke om netop den person og det man havde sammen.

 

Derfor ser jeg i dag sorg og savn som gode ting. I perioder - særligt lige når man mister en ny - kan det være svært at se det gode, for selvfølgelig ønsker man bare personen bliver, så man kan fortsætte med at lave endnu flere minder sammen. Men når det ikke er muligt mere, så er det da godt at savnet kan minde os om, hvor heldige vi har været... At møde så fantastiske mennesker, der har formået at få os til at opleve og føle noget helt specielt, der gør vi husker det og ville ønske det kunne fortsætte. Vi har fået en gave, en skat, som jo kun er værdifuld, fordi vi ikke kan erstatte den og ikke vil miste den.

 

Savnet er den gave, som tabet og sorgen giver os som trøst, når vi mister en vi har kær, vi ikke vil glemme.