Jeg er ved at tage kørekort..!

Jeg har valgt, at lave et blogindlæg om dette, da det har fyldt enormt meget i mit liv, både i form af tid jeg har brugt på det i form af undervisning, selv læse op og tage test, være ude og øve og ikke mindst, de mange timer, som jeg har brugt på at tænke over tingene. Jeg havde egentlig sat det ind i min samlede "året der gik" blogindlæg, men synes det blev for langt, så har nu lavet det som et særskilt indlæg og henviser blot til dette i året der gik indlægget, som kan læses her: http://mille-heskjaer.blogspot.dk/2016/12/aret-der-gik.html 

Kørekort opstart.. 

Og ja du læste rigtig, jeg er ved at tage kørekort og venter blot på en køreprøve nu.. Så jeg får kørekort i 2017.

Det en stor ting for alle der får det, men for mig betyder det helt vildt meget. Ikke selve kortet og det at må køre bil, men at jeg har overvundet en helt vanvittig frygt jeg har haft i flere år. Derfor kommer det til at fylde meget i denne blog, da det er en af de største personlige ting der er sket for mig i år.

Da det gik galt med kørekortet sidst.. og jeg fik angst for at tage kørekort..

Jeg ønskede ikke at tage kørekort da jeg fyldte 18år, Jeg følte mig usikker og kunne ikke se, hvad jeg skulle bruge det til. Da jeg så var 20år tror jeg, valgte jeg så at gå i gang, men efter min 5-6 gang på vejen, kom jeg grædende og rystende hjem, i dyb angst og frygt og kunne ikke klare mere. 

Jeg havde et selvværd der var ekstrem lavt og en enorm angst for at få gjort noget forkert og risikere at få skadet andre. Så at have en kørelærer, hvor jeg konstant følte jeg gjorde alt forkert, hvor jeg følte jeg fik ti verbale slag, hver gang jeg fik et enkelt rosende ord og at have en kørelærer, der havde mange fordomme om kvinder og bilkørsel, gjorde at jeg mentalt blev kørt helt ned.. Jeg husker jeg brød sammen i bilen sidste gang jeg kørte og prøvede at forklare ham, at hans måde at lærer fra sig på, ikke fungerede og jeg gik i stykker af det. Han forstod det ikke, men sagde han ikke ville fortsætte.. men 5min efter startede han igen. Jeg husker resten af truen som rædselsfuld og at jeg tænkte "aldrig aldrig mere skal jeg køre med dig!" Så jeg virkede sikkert rolig udadtil, men inden i følte jeg, at jeg flygtede væk fra bilen, så snart jeg kunne. Jeg brød sammen da jeg kom hjem, rystede og græd og gentog "jeg kan ikke.. jeg kan ikke" forstået som at jeg ikke kunne klare at skulle tilbage og sidde i en bil med ham igen. Jeg husker at jeg rystede, da jeg skulle ned og hente mine papirer nogle uger efter. Jeg havde skrevet til ham, at jeg ikke ønskede at komme der mere - hvilket han var dybt forundret over og prøvede flere gange at få mig tilbage. Det lykkedes ikke, der var jeg blevet for ødelagt. Siden har jeg haft en voldsom angst for at tage kørekort. Bare det at tænke på det eller overveje at kontakte et nyt sted og skulle sidde bag et rat, gav mig angstanfald med rysteture, koldsved mm.

Op på hesten.. eller rettere ind i bilen igen..

Jeg prøvede så for 1½-2år siden at skrive til nogle køreskoler, men min angst holdte mig tilbage fra at gå videre med det.

Da jeg så i år oplevede to forskellige episoder, hvor jeg ønskede at have kørekort, fordi det handlede om mennesker der står mig meget nær, som skulle på hospitalet, hvor jeg ikke kunne køre dem, besluttede jeg at se min frygt i øjnene - for at jeg en anden gang kan hjælpe.

Bare det at søge på "køreskole" på google, fik mig til at ryste og jeg brugte nok 2mdr. på at læse om alle de køreskoler jeg kunne finde. En dag stødte jeg så på en, der lå helt i Haslev (bor selv i Ringsted) som hedder Fun2drive. Jeg tænkte det var et fansy navn på en køreskole og det sikkert var sådan en smart-i-en-fart kørelærer bag, men gik alligevel ind og læste om det.

Jeg blev overrasket og betaget af de ting der stod. Jeg var aldrig stødt på sådanne ord før og en mere personlig skrevet side, frem fra alle de der standarttekster. Hos Fun2drive beskrev de, hvordan de hyggede sig og der altid var rolig og rar stemning og kaffe og kage. Dertil stod der, at de tiltetrelagde forløbene til den enkelte og i elevens eget tempo mm. Derudover synes jeg det var fedt at se på deres facebook, at de hver gang en elev bestod, lagde et billede op og skrev en personlig hilsen til eleven, det vidende om et sted der netop så den enkelte. Derfor valgte jeg at skrive til stedet og fortælle min baggrund med kørekort og angst osv. selvom jeg havde det rigtig skidt med det.

Jeg skrev også til to andre steder, som jeg havde fundet i Ringsted.
Først svarede de andre. Det første sted der svarede, følte jeg at jeg fik et koldt svar tilbage, plus jeg først ville kunne starter om flere måneder, hvilket gjorde jeg tænkte "nej tak" for jeg var nød til at smede mens jernet var varmt, som man siger. Altså konfrontere angsten, mens jeg havde modet til det.

Et andet sted var mere neutralt i deres svar og jeg tænkte derfor at besøge det. Første gang jeg havde aftalt at skulle derned, endte jeg med at aflyse 10min før. Jeg kunne simpelthen ikke rumme det og brød sammen på vej dertil.. Anden gang var jeg også tæt på at vende om, jeg rystede og havde ondt i maven og svedte på vej derned. Jeg valgte dog at møde op.

Jeg blev mødt af en en mand med et "ja hej, du kan bare sætte dig et sted" intet håndtryk eller noget. Jeg så hvordan en teoritime foregik, og man skulle rette hinandens opgave (meget angst provokerende for mig) og høre hvordan han kommenterede folks fejl osv. bagefter brugte han max 5min. på at fortælle mig lidt om stedet. Jeg fik en fornemmelse af, at jeg ikke skulle tage kørekort der, der var noget lusket over ham. Jeg har senere fået bekræftet, at han skulle være en svindler, der har lukket utallige køreskoler og at politiet i byen ikke er glade for ham.

Fun2Drive den bedste køreskole ever!

Imellemtiden havde jeg også fået svar fra den kære Martin ejer af Fun2drive. Jeg fik en sød og positiv mail tilbage, om at han virkelig gerne ville hjælpe og var ked af min tidligere oplevelse med at tage kørekort osv. Han spurgte om han måtte ringe til mig og få en snak. Jeg hader at tale i telefon, men sagde OK, og med rystende hænder tog jeg telefonen da han ringede.

Der gik kun få minutter, før jeg følte mig rolig. Han havde en utrolig behagelig stemme og lød virkelig som et rart og positivt menneske. Jeg spurgte derfor, om vi kunne mødes, og det kunne vi godt. Så jeg tog til Haslev nogle dage efter, hvor jeg igen var tæt på at melde fra og havde rystende ben, bankende hjerte, vejrtrækningsproblemer og svedige hænder. Jeg tog dog afsted og vendte ikke om! Martin tog imod mig med et stort smil og håndtryk, og havde sørget for kaffe/the og brugte en halv times tid på at snakke med mig. Hans makker kom også tilfældigt fordi, han var helt anerledes, men også utrolig varm, rar og sjov. Det gav mig en god fornemmelse i maven.

Jeg fik derefter lov til at komme til første time kvit og frit, på et nyt hold, der skulle starte op. Her oplevede jeg Martin var utrolig behagelig og sjov at have teori med, han mødte os alle med smil og et håndtryk og havde sørget for kaffe og the samt hjemmebagt kage. Man skulle ikke rette hinandens prøver og ingen fik negative kommentarer, når de havde en fejl. Jeg valgte derfor at fortsætte.

Det var virkelig hyggeligt og sjovt at komme til teori og jeg blev så glad for det, at jeg gerne ville finde en måde at sige tak på, så da vi afsluttede sidste teorigang, valgte jeg at kaste mig ud i at prøve at lave skolevognen som kage. Jeg har aldrig prøvet det før, aldrig arbejdet med fondant, så jeg er meget tilfreds med resultatet af en første gang at være. Martin blev meget glad for kagen og alle synes den var fin og smagte godt. :)

Manøvrebanen

Jeg var dog stadig nærmest panisk angst for at skulle ud og kører. Jeg kunne huske fra sidste gang jeg tog kørekort, hvor dårligt manøvrebanen var gået. Min daværende kørelærer havde råbt af mig. Martin beroligede mig dog på vejen dertil og det viste sig at hans øvelser var langt nemmere, end dem jeg havde skulle igennem sidst. Han havde den holdning at man ikke skulle tabe modet og få en dårlig oplevelse allerede første gang man sad i en bil. Derfor lavede han øvelserne lidt lettere/overskuelige, så man fik en succes-oplevelse. Jeg klarede alt fint og gik hjem med en kæmpe glæde indeni, så hans taktik virkede :)

Køre ude i trafikken..

Da jeg til gengæld skulle ud og køre på vejen første gang, havde jeg det mega mega dårlig.

Jeg havde ikke sovet i dagene op til, jeg havde dårlig mave og jeg rystede og følte mig i panik inden i. Jeg husker jeg sagde, inden vi satte os ind i bilen "jeg kommer nok til at bryde sammen og tude" hvortil Martin kigger helt rolig på mig  og siger "så det godt mine skuldre er vandtætte" og smilede. Jeg var ved at tude over den sætning. Jeg blev simpelthen så rørt af de ord. Jeg følte han så og hørte mig og var villig til at rumme min angst og ville være der - rolig og positiv - no-matter-what.

Det gjorde jeg fik mod til at sætte mig ind i bilen. Jeg husker jeg var total spændt i hele kroppen, mine ben og hænder rystede og jeg kan overhoved ikke huske turen/hvor vi kørte, men jeg husker at jeg fik meget ros.

Jeg tænkte han gjorde det for at være sød, men blev alligevel glad og mere rolig af det.

Anden gang vi var ude og køre, var jeg stadig bange, men jeg fik vildt meget ros og da vi stoppede timen, kan jeg huske han vender sig mod mig og ser mig lige i øjnene og meget alvorligt siger "Du køre godt, virkelig.. jeg mener det.. Du køre langt bedre end gennemsnittet, af en 2. gang.. Du orientere dig allerede og gør mange af de ting, som normalt først kommer senere." Jeg var tæt på at fælde en tårer der, for jeg kunne faktisk godt mærke det gik godt, men at også kørelæreren sagde det, rørte mig bare. Jeg blev særligt rørt fordi jeg aldrig havde hørt bare noget lign. sidst jeg tog kørekort og jo stadig var nervøs for at lave fejl, skader og generelt være god nok.

Tredie gang vi skulle køre, skulle vi til byen Ringsted. Jeg var panisk angst inden jeg skulle køre. Jeg måtte skrive til Martin, at den var helt gal og han svarede vi kunne tale om det, når jeg kom. Jeg tror godt han kunne se i mit blik da vi stod ude foran bilen, at den var helt gal, og bad mig sætte mig ind i bilen, så vi kunne snakke stille og rolig. Jeg husker det som at jeg havde tårer i øjnene, hurtig vejrtræning, rystede helt vildt (kunne dårlig ramme den store knap, hvor man tænder bilen) og kunne slet ikke fokusere.

Jeg kunne ikke klare tanken om, at skulle køre i by og alle de ting man skulle huske. Jeg havde den gamle kørelærers stemme inde i hoved, der fortalte mig alle de ting jeg var dårlig til. Jeg var virkelig bange for, at det ville gentage sig. Vi fik en snak om det hele og det gav mig mere ro på. Jeg valgte så at køre og hvordan jeg ikke er kørt galt de første 10min ved jeg ikke, for der følte jeg, at jeg kørte  nærmest i en blanding af panisk og hypnotisk tilstand. Martin begyndte så at sidde og synge lidt med på radioen og spørge ind til mit liv og afledte på den måde opmærksomheden, samtidig med han roste min kørsel. Det gjorde mig rolig. Det endte også med at det gik godt i byen, selvom han fornemmede jeg var mere anspændt.

Da vi kom tilbage, fik jeg igen ros og han sagde, at jeg klart var den bedste billist på holdet pt. det gjorde mig virkelig glad og mere rolig.

Min angst blev for hver gang mindre og mindre og fik færre og færre fejl. Kun da jeg skulle køre natkørsel og på motorvej første gang, fik jeg det lidt skidt igen, men slet ikke i nærheden af de første par gange jeg kørte, for jeg vidste jeg var i trygge hænder. Og jeg klarede nat kørsel helt fint og er også blevet virkelig glad for motorvej. 

Teoriprøven

Jeg valgte selv at komme til ekstra teori, ikke fordi jeg egentlig havde behov for det, da jeg bestod alle prøverne, men alene fordi jeg synes det var så rart, hyggeligt og trygt at komme der og det blev et fristed og en måde netop at sætte min angst skakmat. Jeg var derfor også ærgelig over, ikke at skulle til teori mere, efter en bestået teoriprøve, med kun en enkelt fejl. Hvilket jeg dog var meget glad for og stolt over.

Glatbanen..
På glatbanen skulle jeg have den anden underviser/Martins makker, da han åbenbart er bedst til den del. Jeg skulle lige vende mig til, at han er en helt anden type person end Martin, med meget mere knald på, rap i replikken osv. men stadig utrolig venlig og positiv. På et tidspunkt da han skal vise mig og en anden en øvelser og jeg sætter mig ind i bilen - og den anden er lidt længe om at komme op til bilen, siger han "du er altså skide god, virkelig. Jeg er imponeret over som du klarede den forrige øvelse, særlig med de skoddæk du har på din bil.. det var virkelig godt reddet - du er en god billist"

Tilfældet ville også, at min kørerlærer Martin tilfældigvis også skulle derud den dag og have manøvrebane med nogen af nye elever.
Da vi kom tilbage fra glatbanen, stod jeg lige kort og talte med den anden kørerlærer, der fortalte at Martin var kommet over til ham, da vi var ca. halvvejs i øvelserne og, havde sagt til den anden "hold lige øje med Mille" da han så vidt jeg fik forklaret var bekymret for, om min angst ville komme op igen, nu vi skulle ud i øveleser hvor man havde fart på og kunne miste kontrollen. Hertil sagde den anden kørelærer at han havde  sagt til Martin "Det gider jeg altså ikke, for hun er den bedste." Det gjorde mig virkelig glad og stolt. At jeg fik så meget ros og følte jeg var kommet helt over min angst.

Resten af turerne..
Jeg ved ikke hvor mange gange, at jeg præcis har nået at køre ind til nu, men Martin sagde da vi var ved at at have opbrugt de obligatoriske timer man skal have, at han sagtens troede jeg kunne klare den på pakken og at jeg var klar. Jeg valgte dog selv at trække den længere, fordi jeg ønskede at komme til den digitale teoriprøve, der var længere ventetid på. Derudover var det fordi jeg ville tage køreprøven i Ringsted, hvor jeg var mest kendt og tryg, men som også gjorde ventetiden længere, sidst men ikke mindst var det fordi jeg selv følte, der var enkelte ting jeg havde brug for at øve lidt mere.

Så vi har kørt ca. 1 gang ugentligt fra september til nu for at træne og holde ved lige.
Den ene af gangene fik jeg sågar lokket ham på en længere tur til Roskilde, hvor jeg 100% bestemte ruten og han blot var med for at sikre, at alt gik ordenlig til. Jeg lavede ikke en eneste fejl og var fuldkommen rolig - ingen angst. Trods det var en meget større og mere trafikeret by og den by der havde skabt den enorme angst i mig for nogle år siden. Det var virkelig virkelig fedt og en kæmpe succesfølelse at jeg kunne køre i den by, uden fejl og angst Jeg havde også sørget for hjemmebagte julegodter og alkoholfri gløgg, så turen blev ekstra hyggelig og tryg. :)
Vi så også min veninde på turen, som vi hilste på, så har vidne på jeg ikke køre som en brækket arm, hehe ;) 

Dumpede køreprøven

Da dagen for køreprøven endelig kom d.13. december (forøvrigt Kasper og min bryllupsdag) gik vores testtur inden prøven rigtig godt liiige ind til næstesidste sving, hvor prøven startede. For der valgte jeg da lige at påkører en anden bils sidespejl. Der skete heldvis ikke noget med den bil vi påkørte, men skolevognens bagsiden af sidespejlet revnede Det hylede mig fuldstændig ud af den. Jeg var i chok for jeg har aldrig lavet nogle fejl eller skader før og jeg blev så enorm ked af det inden i. Martin tog det dog rigtig pænt og roligt. Da vi sad og ventede på den køresagkyndige, talte vi om dem jeg kunne få bl.a. en der ikke havde det bedste ry. Da der så kommer to gående (der skulle være to prøver samtidig, en med os og en anden køreskole) kan jeg se på Martins udtryk i ansigtet, at den ene må være ham med det dårlige ry. Det var det også og det var selvfølgelig ham jeg fik.

Allerede inden vi kørte ud af parkeringspladsen, begyndte han at råbe af en varevogn, der parkede lige foran hajtænderne. De holdt ulovligt ja, men hans måde at takle det, gjorde mig ikke ligefrem rolig.
2 min senere da vi køre ned igennem gågaden (en zone man gerne må køre) kommer to ældre med rolator ud foran bilen. Jeg havde spottet dem og var klar til at bremse, hvilket jeg gjorde, da de så trådte ud foran bilen, uden at se sig for. Jeg stopper blot og ventede på de gik over, men køresagkyndig begyndte så at råbe op og lave fagter og dyttede flere gange af dem. Jeg blev meget chokeret over hans opførsel. Jeg blev derfor også bange for, om han ville reagere på samme måde, hvis jeg selv fik lavet fejl - hvilket jeg gjorde, men han sagde intet.

Jeg fik ikke taget fart nok af ved et skilt med vejarbejde - jeg var på vej ned i fart, men var ikke nået langt nok ned i det vi rammer selve skiltet. Derudover fik jeg lavet en fejl i en rundkørsel, som er svær at forklare, og som helt klart var en rigtig dum fejl. Han sagde dog intet på vejen og vi kørte heller ikke direkte tilbage efter de to fejl, vi fortsatte, så jeg tænkte ikke det var helt galt. Men det var det så, da vi kom tilbage, hvor han begyndte at skælde mig ud. Jeg fik derfor ikke kortet.

Jeg blev meget påvirket og kunne ikke få mig selv til at stå ud af bilen, da køresagkyndig forlod bilen og gik ud og fortalte min kørelærer om udfaldet. Jeg kunne mærke gråden og jeg ikke kunne se min kørelærer i øjnene. Jeg var flov og følte jeg havde svigtet ham og mig selv og vidste jeg skulle fortælle en masse mennesker nu, at jeg ikke havde bestået.

Da den køresagkyndige var gået gik jeg dog ud af bilen og Martin  min kørelærer bad mig sætte mig over ved siden af, hvorefter han kørte mig hjem. Igen var han super sød og beroligende. Jeg begyndte at græde på vejen hjem, kunne ikke holde gråden tilbage. Så da vi nåede hjem til mig, fik jeg en krammer inden jeg smuttede op til mig selv. Det var virkelig rart og det beviste hvad han lovede ved første køretime, at hans skuldre var vandtætte hehe ;)

Resten af dagen var jeg meget påvirket af det. Ikke selve det jeg var dumpet, men mere over at have ødelagt hans sidespejl, samt over af selve den negative oplevelse.

Op på hesten.. eller jeg mener bag rattet igen..
Jeg er dog kommet op på hesten - eller rettere bag rattet igen siden. Jeg nægtede at lade det skræmme mig, så vi fandt hurtigt en ny tid til at køre. Her fik vi talt ordenlig ud om tingene og kørslen gik fuldstændig fejlfrit. Min kørelærer sagde flere gange "du køre sgu godt.." og "jeg har lige haft en til prøve i dag, som bestod, der ikke køre lige så godt som du gør, altså hun køre også godt og sikkert, men du køre rigtig godt og meget behageligt, jeg er aldrig utryg ved at køre med dig".

 Så nu må jeg se hvornår der kommer en ny prøve i det nye år. Forhåbentlig i januar eller februar, hvor jeg krydser fingre for en anden køresagkyndig.