Skal alle størrelse ses som smukke og helt OK/normale?

Nu siger jeg noget der sikkert i nogens øre ikke er særlig pænt og som måske vil være meget provokerende for nogen. Jeg siger det efter at have set en reklame for at alle størrelser kvinder er smukke, OK og normale. En reklame der provokerede mig meget, da jeg ikke fandt en stor den af disse kvinders kropsvægt/form for smukke og "normale" og ikke synes det er OK at sige til folk at det er - eller burde - være helt normalt at se sådan ud...

Billede eks. 1.. Nogen af de mange kropstyper der findes...

Alle kvinder er uden tvivl smukke på hver deres måde og har en unik krop og personlighed. Nogle er født med gener der gør dem slanke, andre mere kraftigt bygget, nogen bliver høje, andre lave osv.. og det at være "smuk" er jo styret af en meget individuel smag og derfor kan man ikke sige hvad der er smukt. Én person kan finde noget smukt/tiltrækkende, præcis det samme kan en anden afskye.

Der er dog lavet forskning der viser, at vi generelt på verdensplan (ud fra både lokale stammefolk i junglen, til den moderne new yorker, til asien, europa osv.) har visse træk der går igen, vi finder mere tiltrækkende end andre. Herunder skulle fx. være lavet "det perfekte ansigt" ud fra denne forksning..

Billede eks. 2. Taget fra iluusteret videnskabs hjemmeside, http://illvid.dk/mennesket/adf%C3%A6rd/jagten-p%C3%A5-det-perfekte-ansigt d.27/7 - 15 kl.00.03 

Når det er sagt ,så uanset hvor mange fine og flotte model fotos der tages af meget overvægtige mennesker, som i dette tilfælde betyder meget stor alla nr. 7 på billede eks. 1 herover, samt ekstrem tynde, og her taler jeg ikke om bare alm. (meget) slanke, men som i nærmest anoreksi tynd alla billede 0, hvor alle knogler kan ses tydeligt.
Så får disse fotos og reklamer mig altså ikke til at synes, at det er ligefrem smukt og "helt ok/godt nok" at se sådan ud..

Nogen kan have en sygdom eller lign. der gør det, men langt de fleste skyldes det en livsstil og deres kost/motionsvaner at de har fået den (i min optik) ekstreme krop (hvad end det er den meget tynde eller meget tykke udgave) og til de meget trænede, der er der nogen der godt kan træne og spise på en god og sund måde og få en meget trænet krop, men jeg oplever meget ofte, der er nogle ekstreme kurer og ekstreme træningsmetoder folk gør brug af, der bestemt heller ikke er sundt for kroppen i længden..

Og nej jeg synes ikke det er smukt, at have en størrelse (hvad end det er meget tyndt eller tykt, eller bodybuilder) som tydeligt viser at personen ikke passer på sig selv og risikere at få skader, sygdomme eller dø af at fortsætte den vej..

Jeg synes ikke man skal dunke nogen i hoved og sige de er forkerte, men man behøver heller ikke ligefrem lave reklame spots og sige at det er helt OK og man bare skal være glad/stolt for sin krop nomatter what, når man ved, at fortsætter de den kurs, så vil de som nævnt, formentlig få alverdens mere eller mindre alvorlige og måske kroniske sygdomme og i værste fald dø af det..

Jeg er ikke selv den slankeste (har nok en kropsbygning pt., der er mest som hende ppå billede nr.5) og kæmper selv med at tabe mig (grundet at de ekstra kilo giver mig sundhedsmæøssige problemer) samt at finde en balance, bl.a. efter jeg selv både har vejet alt for meget som yngre, og omvendt en periode af mit liv havde en spiseforstyrrelse, netop fordi jeg opdagede min overvægt gjorde, at jeg følte folk så anerledes på mig og derfor af ren udseensmæssige grunde og i håb om at blive accepteret mere, tabte mig en hel del på kort tid.

Jeg ved godt, hvad det vil sige, når kropsidealer tager over og kontrollere og det er bestemt ikke der jeg ønsker vi skal hen. Jeg ønsker IKKE at vi alle skal have samme former og vægt.. og jeg ved også at selv de kære BMI tal, som mange går efter kan snyde, da der også er ting den ikke tager højde for..

Det jeg prøver at sige er bare, at det mere "ekstreme" ikke bør blive normaliseret, heller ikke selvom mange fx. bliver overvægtige og det derfor kan blive "normen" at se sådan ud..

Jeg siger ikke dette for at sårer nogen og jeg har også selv venner og folk i mit netværk der er åle tynde (også uden at være syge) og mennesker der er +150kg. De er nogle fantastiske mennesker, der uden tvivl skal være stolte over hvem de er og vise sig selv stolt frem.. Nogen af dem er flove over deres krop mens andre er ligeglade eller stolte.. Men uanset hvordan de ser sig selv og uanset hvor dejlige mennesker de er, så er jeg stadig oprigtig bekymret for deres fysiske velbefindne og den risiko de udsætter sig selv for, ved at have de størrelser (store som små), og ønsker ikke de eller andre "bare" begynder at hvile i "jamen alle størrelser er gode nok" for ja i præncippet er de, men der følger bare visse risisi med, der ikke må forties og undervurderes..

Lige så vel som mange synes det er forkert at fremstille meget tynde modeller som "normen" eller "det perfekte", synes jeg det er forkert at fremstille fedme eller ultra tynde (apropo de tynde modelle, som mange folk jo er imod) som normen og det rigtige.. Skulle vi ikke holde os til et sted midt imellem... hvor man gerne må svinge med nogle kilo, måske også mere end bare nogle få kilo.. men hvor der også gerne med sundhedsfaglige briller på, gerne må være en grænse..?

Og jeg ved godt det sikkert også er en modreaktion på hele den slanke og fitness bølge der har været de sidste mange år, som jeg bestemt også synes har taget overhånd.. Jeg mener ikke vi alle skal gå til fitness tre eller flere gange om ugen og leve af spinat og blåbær eller at vi skal på divs. kurer.. Og der er også delte meninger om hvad der er sundt og ikke sundt.. og der er også nogen der netop tænder på meget tynde eller meget fyldige kvinder, hvilket er helt fair.. Jeg mener heller ikke vi skal stræbe efter "det perfekte", for hvad er det? det "perfekte" for mig, kan være noget andet for dig..

Vi skal generelt være glade og stolte over dem vi er og de kroppe vi har, men omvendt også passe på vores krop og lytte til de signaler og tegn den giver os på, at noget måske bør ændres.. Når man går fra en alm. vægt/størrelse men pludselig for 5-10 gang i træk på kort tid er nød til at skifte garderoben ud med noget større eller mindre tøj, bør man måske tænke over om det er vejen man ønsker at fortsætte og hvad det kan få af konsekvenser.. Og igen taler jeg ikke om folk der er fysisk eller mentalt syge, eller dem som genetisk er født med fx. meget højt stofskifte der gør at uanset hvad de gør eller spiser, så kan de bare ikke tage på eller omvendt, uanset hvor meget grønt de spiser og mange kilometer de løber, så taber de sig ikke... Jeg taler i dette indlæg om de folk, som godt kan tage på/tabe sig og hvor deres kropsfigur skyldes ren og skær livsstil/vaner.

Jeg håber I vil forstå, at dette indlæg ikke skal handle om at visse kropstørrelser gør nogen mennesker mere eller mindre værd end andre, for det gør det ikke. Man bør heller ikke blive behandlet anerledes, fordi man er en størrelse XXXXL eller XXsmall, og man er heller ikke grim eller ikke-sexet af den grund..
Dette indlæg skal ses mere ud fra det mere sundhedsmæssige perspektiv og de risikoer der er forbundet med at have disse (i min optik) mere "ekstreme" kropsbygninger og jeg af denne årsag, ikke synes man ligefrem behøver reklamere - og opfordre til, at man bare skal være glad for den kropsstørrelse og fortsætte sådan, fordi "alle størrelser er perfekte, smukke og gode nok" For den kropsstørrelse, kan faktisk komme til at koste dem livet, hvis de som har den, bare tror det er OK og fortsætter den livsstil.

Første indlæg på googles blogspot

 Dette er min allerførste blog, med mit eget navn. Jeg havde en blog på blog.dk for nogle år siden i et anonymt navn, hvor jeg delte mine inderst - nok meget dystre - tanker jeg havde dengang og som jeg ikke følte jeg kunne/ville dele med mine nærmeste og som jeg ikke ønskede nogen sammenkoblede med mig, derfor var jeg anonym.. Men det er en del år siden nu og jeg har fået hjælp til mine problemer og indre kaos og er et andet sted i mit liv nu.

Så nu prøver jeg så Google blogspot. Jeg havde ellers tænkt mig at bruge blogger delight, men den vil ikke lade mig komme ind på den bruger, som jeg lavede forleden og derudover hader jeg deres design/opsætning af forside mm. hvor det ikke er til at finde det man søger og man bliver "tvunget" til at se det de ønsker man ser. Så nu prøver jeg her i stedet, selvom den er MEGET mere kedelig i design og valgmuligheder. Men det må jeg og i der læser med prøve at leve med. :)

Jeg laver en blog, da jeg er blevet opfordret af flere til at lave en blog, efter jeg laver nogle meeeeget lange facebook statusser og lange tekster til videoer og billeder jeg uploader. Så det prøver jeg nu.

 

Grunden til jeg ikke har lavet en blog tidligere, er fordi jeg ikke bryder mig om at de fleste blogs bliver delt med ALLE... På facebook holder det sig ofte, inde for ens vennekreds og man kan bedre lave alle mulig private indstillinger der styrer lidt bedre hvem der kan se med end herinde.

 

Derfor vil der nok stadig komme nogle lange statusser ind imellem på min private facebook, som er rettet mere blandt mine venner derinde, mens jeg nok tænker lidt mere over, hvad jeg poster her, da det dels er under mit eget private navn og derved vil kunne findes af fx kommende arbejdsgivere mm. og jeg derfor er nød til at tænke mere over min måde at skrive og hvad jeg udtaler mig om.

 

Jeg er dog et meget ærligt g ligefrem menneske, der gerne viser både de søde og de sure sider af mig selv og livet, da jeg mener man skal kunne rumme det hele, for at kunne rumme mig - og få lov at komme helt tæt på hvem jeg er.

 

Jeg er dog samtidig et meget introvert menneske, der tænker enormt meget over alting og jeg lytter mere end jeg taler og kan hurtigt blive betragtet som hende den stille eller generte. Herinde vil det nok ikke virke sådan, da jeg netop skriver ret meget. Det er min måde at komme ud med alle mine ord og her er det mig der "taler" og andre der "lytter". For selvom jeg lytter mest, så alt det jeg lytter til og ser, bliver bearbejdet og det kan jeg af og til have brug for selv at fortælle andre om. Ikke hvad folk har fortalt mig, men mere hvad de ting jeg generelt oplever, hører, ser osv. de får mig til at tænke og føle.

Der findes mange ordsprog om det at lytte bl.a. at man har to øre, men kun en mund ,fordi man bør lytte dobbelt så meget som man taler. Mit ynglings ordsprog om det at lytte er dog følgende:

 

Jeg elsker ordsprog, citater og lign. så det vil I sikkert se mig bruge ofte.

 

 

Jeg vil ikke komme med nogen dybere "hvem er jeg" beskrivelse, med tiden skulle de indlæg jeg laver og det de omhandler gerne afspejle mine holdninger, værdier og generelt hvem jeg er.

Jeg kan dog sige, at jeg er pædagogstuderende pt. og har en Pædagogisk Assistent Uddannelse (PAU) bag mig, samt en almen voksenpædagogisk grunduddannelse i formidling til unge og voksne.

 

Jeg har lavet frivilligt arbejde i mange år, og arbejdet for et privat firma i 3år, der lavede både foredrag, bøger, kurser, dvd'er, havde samtaler, et opholdssted mm. der alt sammen hjalp unge med psykiske problemstillinger i større eller mindre grad - inden for det pædagogiske arbejdsfelt - altså ikke dybere psykologiske terapiforløb, men mere støtte-kontaktpersonsordning og hjælp til selvhjælp, hvor der var meget fokus på kognitive (tankemæssige) tilgange i arbejdet, samt det narrative (fortællende) igennem at arbejde med personens fortælling om sig selv og sit liv og prøve at ændre lidt på den fortælling. Ikke ændre selve historien, men måden den fortælles og hvad der er fokus på og hvilke ord der bruges om man fx siger total fiasko om sig selv eller siger man prøvede noget der bare ikke lykkedes ved den enkelte situation/ dag/ periode. 

Mennesker og hvordan vi fungere og hvorfor vi gør som vi gør, har altid interesseret mig meget. Jeg sagde til mig selv da jeg var 5år at jeg skulle arbejde med mennesker og helst børn. Det har jeg med en lille undtagelse en kort periode i 10.klasse hvor jeg ville være mediegrafiker (bl.a. lave plakater, reklamer mm.) altid holdt fast ved. og man kan sige selv mediegrafikere arbejder jo med mennesker og det psykologiske, for hvad vil kunden have, hvordan laver man så det, så det netop sælger på den ønskede måde. Men at sidde bag en computer eller med et stykke papir hele dagen, var ikke mig. Jeg skulle være sammen med mennesker og observere på dem, tale med dem, lave noget MED dem og ikke bare TIL dem.

Jeg har altid troet jeg skulle ende som medhjælper i en børnehave, det var drømmen i mange år. Ind til jeg i en praktik under min PAU uddannelse opdagede at det kunne min ryg og led ikke holde til og slet ikke hvis jeg skulle fortsætte i mange år. Og det var endda et sted der gik meget op i ergonomien og få løftet rigtigt, sætte sig rigtig, havde de rigtige pusleborde mm.

Så min drøm braste sammen og jeg var meget ulykkelig inde i over det og rådvild over "hva så". Til jeg mødte en underviser på min PAU, der skulle vise sig at komme til at betyde rigtig meget for mig - som I med sikkerhed nok skal komme til at hører om I min blog før eller siden.. Han gav mig dels mod på livet og gav mig interesse for at læse videre. Ikke for at blive pædagog, men for at komme videre på universitet.

På det tidspunkt troede jeg ikke engang jeg kunne færdiggøre min PAU, da jeg heller ikke havde kunne klare/magte en gymnasial uddannelse. Men det lykkedes mig endda med topkarakterer og jeg tog efterfølgende et hav af kurser og en grunduddannelse i formidling, da jeg har holdt foredrag i nogle år og gerne ville blive endnu bedre til det.

Derefter prøvede jeg det at være underviser af og det var ret interessant at kunne videregive sin egen og andres viden til andre. Men for at undervise, der hvor jeg ønskede krævede det højere uddannelse, som jeg ikke kunne få uden en gymnasial uddannelse eller en bachelor, så jeg måtte finde en bachelor der kunne få mig derhen.

Det er så blevet pædagogen. Den er valgt da det er en profession, så den kan bruges direkte til at søge pædagogstillinger efter, hvis jeg vil det, samt den kan give adgang til pædagogisk psykologi eller pædagogisk sociologi på universitet som er en af dem jeg pt. går efter. 

 

I dag drømmer jeg stadig om at komme på universitetet. Jeg ville allerhelst læse psykologi (til psykolog, dog ikke klinisk psykolog der sidder og hører på folks problemer, men mere end der fx fungere som konsulent og/eller en der ser på hvad der psykologisk får folk til at gøre noget bestemt, købe et bestemt produkt osv.), men det kan jeg ikke få lov til (trods rene 12 taller i alt med psykologi jeg har studeret) grundet min manglende gymnasiale uddannelse og jeg ikke har noget der pt. er godt nok til at opveje det. 

 

Alt det her med uddannelsessystemets opbygning, samt "fine" titler på, hvad man er har jeg også en meget klar holdning til, som jeg også vil lave et eller flere indlæg omkring, da jeg synes det er helt forkert bygget op og fratager mange muligheden for, at få de uddannelser de drømmer om. Samt jeg synes det er forkert at vi som samfund ofte ser mennesker ud fra en titel og boglig uddannelse alene, frem for hvem de er som mennesker og de kompetencer de har tilegnet sig (på mange forskellige måder) igennem livet.

Imens jeg nu har læst på min bachelor, hvor jeg stadig mangler 1½ år endnu.. Gab det er længe endnu, med noget man ikke får så meget ud af... Så er jeg begyndt at overveje at stræbe endnu højere, til fx forsker. Fordi jeg er rigtig god til det med at observere og analysere, og samtidig synes det er interessant at finde frem til, hvorfor vi mennesker gør som vi gør, samt hvad der evt. kan ændre dette.  Omvendt tror jeg også den boglige verden vil blive for kedelig for mig i længden og jeg har selv en holdning til man fx som underviser på pæd. studiet, af til bør have nogle timer i en længere periode i fx en institution, så man ved hvad der foregår i felten og ikke kun tager udgangspunkt i bøger, som er skrevet for 20år siden, hvor hverdagen og problemstillingerne så anerledes ud. 

 

Grunden til jeg nævner mine uddannelser og drømme uddannelsesmæssigt, er fordi det uden tvivl vil præge min blog og de holdninger og værdier jeg personligt har. For stort set alt i mit liv handler om mit studie, samt om andre mennesker med fx psykologi, kommunikation, hjælpe andre bl.a. igennem frivilligt arbejde, at støtte de mennesker med færrest ressourcer (hader at bruge udtrykket "svage" for det er de ikke) og meget andet..

Men jeg håber I vil læse med.. Der vil med garanti komme indlæg, der kan skabe noget heftig debat, men det er formentlig meningen med det. Så deltag endelig og kom med jeres mening til de ting jeg skriver. For kun ved debat og dialog, kan vi blive klogere, nedbryde tabuer og forhåbentlig finde løsninger på tingene.