torsdag den 28. december 2017

Året der gik 2017


En vild start på 2017, med eksamensstress og dødsfald..

År 2017 startede ud med en god influenza.. Derefter stod den på eksamens stress med min aller sidste eksamen på pædagoguddannelsen. Dette var jeg i gang med da min kære mormor pludselig blev så syg, at lægerne intet kunne gøre og vi fik af vide, at hun  max havde et par dage tilbage. Jeg sad derfor sammen med resten af familien hos min mormor, mens jeg paradoksalt måtte sidde og og færdiggøre min bachelor om netop sorg og krise, når man mister en forælder. Det var ekstrem hårdt. Og jeg takker for den hjælp og støtte jeg fik bl.a. fra en god ven der hjalp med opgaven til sidst.

Min mormor gik bort efter få dage på hospitalet og det meste af familien var ved hendes side, da hun åndede ud for sidste gang. Få dage efter (inden hun var blevet begravet), skulle jeg op og forsvare min bachelor i sorg og krise. Det var rigtig hårdt, særligt fordi jeg skulle have topkarakter, for at gøre mig forhåbninger om at komme videre på universitetet. Det gik heldigvis som det skulle og jeg var glad for min familie og venner var der til at fejre det med mig bagefter. Men trods det var skønt, endelig at blive færdiguddannet, var det også sørgmodigt få dage efter at skulle sige farvel til ens studiekammerater gennem 3½år og vide at de fleste ser man nok aldrig igen. :/

Den eneste positive ting ved min mormors død var, at jeg så endelig fik mødt min jydske side af familien, trods det var under triste omstændigheder. Min mormor har igennem årene fortalt så meget om dem. Jeg har længe gerne ville møde dem, men det har bare aldrig kunne passe sammen med min skole/studie, når min mormor tog til Jylland. Jeg forstår hvorfor min mormor satte pris på at komme der, da det er nogle rigtig dejlige mennesker. Jeg håber at jeg og min familie kan og vil holde kontakten med dem, nu min mormor ikke er her til det mere.

Blev gravid

Kort efter kom en nyhed mere, da jeg blev gravid. Det var planlagt, men vi havde ikke regnet med det ville lykkedes i første forsøg, så vi blev alligevel overraskede. Jeg havde det selv lidt mærkeligt med det, men vi besluttede at det nu var det nye kapitel i vores liv og forsøgte at se al det positive i det, trods jeg hurtigt begyndte at lide af smerter i alle mine led.

Kørekort til mig

I slutningen af januar fik jeg også mit kørekort. Det var en stor dag og kæmpe sejr for mig, da jeg et halvt år forinden havde kæmpe angst for selve det at køre bil. Men takket være egen vilje og en helt fantastisk sød, rolig, sjov og tålmodig kørelærer fik jeg bekæmpet min angst. Siden jeg fik kørekortet har jeg kørt hver eneste uge uden problemer. Det er kun natkørsel som mit syn ikke duer til. Jeg må prøve i 2018 om et par natbriller kan hjælpe.

Arbejdsløshed

Efter endt uddannelse startede helvede som arbejdsløs. Sidst jeg var arbejdsløs efter en uddannelse blev jeg meget syg med slem stress og belastnings depression. Det nægtede jeg at få igen, så jeg sørgede for at have talegaverne i orden og have en plan, så de ikke pressede mig ud i en masse. Det var dog svært ikke at føle sig presset grundet de nye regler og procedure. Dertil var jeg jo i en speciel situation da jeg jo vidste jeg var gravid og jeg ville skulle på barsel lige ved opstarten, hvis jeg søgte ind på studie og kom ind. Derudover er det de færreste der vil ansætte en gravid, så jeg måtte holde den del hemmelig, hvilket jeg havde det så dårligt med. Heldigvis havde jeg stadig et tilkaldevikar job lidt endnu, der hvor jeg havde været i praktik under min uddannelse.

At blive tante og selv miste sit eget barn på samme tid…

I starten af marts blev jeg også tante til en lille dreng og det var rigtig dejligt. Vi havde selv få dage for inden lige nået at fortælle familien om nyheden om at vi skulle være forældre.
 Det var dog svært at vise denne glæde over at have fået et nyt familiemedlem den efterfølgende tid, da glæden få dage efter, blev overskygget af smerte, da jeg selv aborterede d.10 marts, 9 uger henne.

Det var SÅ smertefuldt fysisk og det mentale kom efterfølgende med alle de reaktioner (eller mangel på samme) vi skulle håndtere fra vores netværk. Særligt ”op på hesten igen” var en svær sætning at rumme. Derudover kom vores egne reaktioner og jeg har været igennem en lang og hård proces og følt mig enorm alene og ikke-forstået. Det har gjort ondt at se de små nye i familien og børn generelt. Ikke fordi jeg følte at jeg selv blev ramt, men fordi jeg blev ked af, ikke at føle jeg kunne give Kasper hvad han ønskede sig. Generelt har hele emnet med børn, parforhold, familie, graviditet, abort mm. fyldt SÅ meget i mit hoved i hele 2017. Det har nok været det emne - og de tanker der har været mest af, meget meget mere end folk er klar over og har kunne se. Jeg prøvede at være åben og ærlig i starten, men blev ikke mødt på den måde jeg havde brug for og valgte derfor at lukke det inde i mig selv. 
Hele forløbet kan læses af mine venner/familie via min facebook via 2 link: 

Link til status fra marts lige efter aborten

samt:  Status fra november, over forløbet efter aborten 

Farvel til tilkaldevikar arbejdet..

Oven i sorgen, skulle jeg også sige pænt farvel til mit vikararbejde. Det var mærkeligt og hårdt ikke at skulle derind mere og være sammen med alle de skønne mennesker. Klart den bedste arbejdsplads jeg har haft. Det var af samme grund utrolig hårdt at sige farvel til, særligt som et af de få gode holdepunkter jeg følte jeg havde tilbage i den periode. Jeg fik dog en fantastisk afsked med gaver, hygge og flere grin end jeg tidligere havde oplevet derinde. Det var en dejlig måde at slutte af på.

Vægttab..



I april valgte jeg at skifte min kost ud med SENSE, der gjorde jeg tabte mig 5kg. Og 5 cm. Jeg har holdt vægten siden, men ikke altid jeg spiser efter sense (1 håndfuld kulhydrat, 1 håndfuld protein og 1-2 håndfulde grønt og 1-3 spk. fedt pr. måltid) men håber på at køre det igen fuldt ud i 2018 og tabe mig lidt mere. Det er utrolig let og det virker hvis man følger de få "regler" der er, så det kan jeg anbefale alle at prøve!


Wannabe TV-stjerne

I april blev det afsnit af Fuckr med din hjrne som jeg deltog i (blev optaget vinteren 2016), også sendt. Det var interessant at se den store forskel på, hvordan det reelt gik til under optagelserne og så den måden det kom til at se ud på i TV, med hjælp fra måden det var klippet sammen på. Programmet kan ses her: https://www.dr.dk/tv/se/fuckr-med-dn-hjrne-de-7-doedssynder/fuckr-med-dn-hjrne-iv/fuckr-med-dn-hjrne-iv-4

Filmen ”Den anden side”

I april kom dokumentaren om Anders Matthesens ud. Det var den vildeste filmoplevelse jeg har haft til dato. Ikke grundet filmens handling og opbygning var så speciel, men jeg havde en vild oplevelse på vejen hjem. Følte jeg var i en slags trance, sagde intet i lang tid ind til jeg pludselig knækkede sammen og bare græd og græd. Filmen havde ramt noget meget dybt i mig og jeg følte jeg havde set på mig selv. Ikke at jeg laver comedy, men måden Anders tænkte om livet, måden han arbejder mm. var som at se indersiden af mit eget hoved. Det var rart at høre, at jeg ikke er alene. Jeg skrev derfor et brev til Anders og instruktøren Pernille. Få dage efter mødte jeg så Pernille og Anders og hvor de begge tog sig god tid til en halv times snak med Kasper og jeg. Det betød meget for mig.

Faglig anerkendelse – var med i et fagblad

I maj blev jeg også kontaktet af en journalist fra fagbladet børn og unge, som ville høre om min erfaring og viden om unge med selvskadende adfærd. Og for første gang var det med fokus på min faglige viden, hvilket jeg har kæmpet for i mange år. For trods jeg også har personlig erfaring, er det ikke længere det jeg ønsker fokus på, men jeg vil hellere dele min faglige viden med andre fagfæller, så flere unge kan hjælpes. Artiklen kan læses på side 16-18 + 22-23 her:  https://www.epaper.dk/buplforbund/boernogunge/2017/092017/

Folkemødet 2017

I juni tog Kasper og jeg til Folkemødet på Bornholm. Jeg har i flere år ønsket at komme derover, men det har aldrig kunne passe sammen med arbejdet/studiet. I år fik jeg dog fri fra jobbet (fik et midlertidigt vikarjob i en klub) til at kunne tage derover. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle forvente, men jeg blev alligevel SÅ positivt overrasket.

 Jeg skulle lige vende mig til, at der OVERALT var kendte ansigter. Politikkere, journalister/TV-værter, skuespillere, sangere, komikere, sports stjerner, store forskere, direktører mm. selv den tidligere ambassadør fra USA Rufus Gilfordt var der. Og med mindre de skulle nå videre til en debat, havde de alle tid og lyst til at stoppe op og tale om forskellige emner. Alle var lige og alle blev hørt, det var virkelig fedt at opleve. Det kan jeg anbefale alle at tage til – også selvom man ikke er politisk interesseret, for der er masser af taler og debatter om andre emner end politik. Så det skal jeg igen i 2018, hvis ikke jeg har eksaminer til den tid.

Universitet.. yes or no?

Da jeg aborterede og derved ikke alligevel skulle være mor = barsel i oktober, og jeg samtidig ikke ville prøve at få børn igen lige efter. Så valgte jeg efter mange overvejelser at søge ind på kandidaten i pædagogisk psykologi på DPU (Aarhus universitet i Emdrup). Jeg søgte kun ind på det éne studie og på det ene universitet, da det var dét jeg ville og ikke alt mulig andet. Min største drøm (at læse fuld psykologi) var allerede brast, så 2. prioritet skulle ikke også glippe. 

I slutningen af juli kom der endelig svar fra Universitetet som jeg havde søgt ind på. Jeg var meget spændt på om jeg var optaget og troede faktisk jeg ville få afslag, da der er så mange hundrede ansøger og så få pladser. Men men jeg kom ind! Jeg var simpelthen SÅ glad, 5 års drøm og 3½år kamp på pædagogstudiet havde ikke været forgæves.

På tur i det Sønderjydske..

Vi fejrede den gode nyhed og vores sommer med en forlænget weekendtur til Sønderjylland. Vi troede ikke der var noget at se i Sønderjylland, men tænkte vi ville give det en chance. Vi fandt ud af der var masser af se, særlig hvis man er glad for natur, museer, gamle bygninger og man ønsker at møde rigtig søde, venlige mennesker – Det kan vi lære meget af på Sjælland. Vi nåede på 4 dage - hold nu fast - Haderslev by og kirke, Aabenrå by og kirke, Dybbel Mølle, Dybbel banke, Sønderborg by, Als rundt bl.a. en hel dag i Danvoss universe, Gå rundt i Tønder by, gå rundt i noget af Møgeltønder by, en tur til Tyskland og hente sodavand og slik, til Højer sluser, Se vadehavet, køre rundt på Rømø, gå rundt i Ribe by og domkirke, Forbi Gram  slot (der dog var lukket - øv) og så spise i Kolding på vejen hjem mod Sjælland... Vi endte med at blive en dag ekstra end planlagt for at nå de ting vi ville og det er bestemt ikke sidste gang vi har været der. Særligt Sønderborg, Tønder og Danvoss universe skal vi klart besøge igen!








Tante igen..


 Da vi kom hjem fra vores tur i det jydske, kom endnu et familiemedlem til verden i august – en skøn lille pige, som jeg forelskede mig i. Normalt siger spædbørn mig intet, men min mands niece ramte mig lige i hjertet. Her kunne jeg for alvor mærke, at der var sket noget med mig og min indre proces og tanker omkring børn, siden vi selv mistede i marts. Det var dog stadig svært for mig at være for meget sammen med børn, særligt hele familien sammen, hvor alt hurtigt handler om børn, nu med de to nyeste familiemedlemmer og hvor Kasper og jeg pludselig var de eneste der ikke havde børn. 

Universitet.. here I come…

I September startede jeg så op på Universitetet. Det var helt fantastisk. Alt det jeg havde drømt om blev pludselig virkeligt. At få alle de muligheder bl.a. ved at få adgang til al litteratur. At møde ligesindede, som også bare brænder så meget for samme fag. Møde folk der talte om psykologi og pædagogik fra de kom til de gik hjem. Jeg har også fået en god studiegruppe og nogle søde og kloge studiekammerater i løbet af det første semester. 

 Jeg skulle dog de følgende måneder finde ud af, der også var en bagside, i form af enorme forventninger til vores kunnen på rekordtid og et stort pres og stress. Derudover opdagede jeg, at jeg også her var lidt udenfor, da jeg ikke er den klassiske akademiker med bestemt tøjstil, bestemt levemåde og en bestemt måde at tale på. Jeg har lært at forstå de fleste ord, men bruger dem kun selv når det er nødvendigt. Jeg gider ikke tale ”latin” som jeg føler det er, når jeg taler almindeligt med folk. Så jeg føler hver eneste uge at jeg har en fod i begge lejr fra pædagogen (praktikkeren) og så til den fulde teoretiker (forskeren/akademikeren). Jeg er blevet i tvivl om det er den rette vej for mig at fortsætte på, da jeg føler mig meget sat i bås og man kun må undersøge tingene ud fra særlige metoder og retninger, hvilket jeg ikke er tilhænger af... På andre områder elsker jeg selve universitetets mange muligheder og den kæmpe vidensbank det er, med så mange passioneret mennesker inde for hvert deres område.. Så ind til videre fortsætter jeg, trods det er stressende og hårdt.

At miste igen..

I september lige ovenpå en række positive oplevelser, mistede jeg desværre min højt elskede gudfar. Han betød meget for mig, trods jeg ikke så ham så tit. Han havde været syg med en sjælden hjernekræft og som han ellers havde holdt i skak i nogle år og så ud til at være i bedring, da det pludselig vendte og gik hurtigt den anden vej. Det ramte mig virkelig hårdt, særligt fordi jeg endnu ikke var kommet over sorgen fra min mormors død. Det var både utrolig smukt, men også sørgeligt at se SÅ mange mennesker og blomster i kirken. Jeg har aldrig set så mange til en begravelse og flere måtte stå op. Der var buketter overalt selv i vinduerne. Det viser hvor vellidt og dejligt et menneske denne jord mistede. Han vil blive savnet!

Verdens største eksperiment

Hver gang døden minder mig om livets skrøbelighed og hvor kort tid vi er her, sætter jeg altid mere pris på mit liv og de små ting. Af samme grund meldte jeg mig til verdens største øjenkontakt eksperiment. Ganske simpelt er der en særlig plads, hvor folk kan komme og sidde eller stå og dele minimum 1 minuts øjenkontakt (i stilhed) med et fremmed menneske, hvorefter man går videre eller går til en ny person. Det var enorm intimiderende og grænseoverskridende, særlig de første par gange. Det var dog også interessant og rart. Der er særlig nogle få øjne jeg stadig husker helt tydeligt. De fortalte mig en historie og var fulde af både sorg og smerte, men også håb og glæde. Jeg fik også et par kram, der var oprigtige og varme. Det skal jeg klart prøve igen og det kan klart anbefales.

Se en video med optagelser fra eventet/eksperimentet:
 https://www.facebook.com/eyecontactdenmark/videos/vb.1417152071737679/1445419645577588/?type=2&theater 


Ny bolig..

I slutningen af september, skete endnu en uventet drejning i vores liv. Vi har længe kigget lidt efter et nyt sted at bo, men der har ikke været noget interessant længe i det område vi ville bo. Da jeg var optaget af det nye studie og vi heller ikke længere havde brug for ekstra plads, nu hvor vi ikke skulle være forældre alligevel, tænkte vi ikke mere over det. Men så pludselig blev jeg kontaktet direkte af en mægler, der havde noget der ikke helt levede op til alle vores krav, men som de synes vi alligevel burde se – og det var endnu ikke lagt ud offentligt. Vi tog ud og så lejligheden og trods den trængte til at blive sat i stand, kunne vi sagtens se os selv i den. Så meget at vi efter flere møder med banken og støtte fra familien, valgte at byde på lejligheden og endte med at få den.

Så nu er vi pludselig også bolig ejere af en 103kvm. ejerlejlighed som vi kan bo i mange år frem. Det gjorde så at der oveni dødsfald, sorg og studiestart også lige skulle findes tid og overskud til at begynde at istandsætte en ny lejlighed, mens vi også skulle pakke den gamle ned. Vi fik heldigvis hurtigt udlejet den gamle lejlighed, så vi ikke havde dobbelt husleje, men det gjorde også, at vi har måtte bo i byggerod siden start oktober.

Så hele efteråret og vinteren er gået med at istandsætte vores lejlighed med hjælp fra familie og venner. Nu mangler vi helgvis ”kun” at færdiggøre køkkenet, hvor ALT er revet ned og der skal laves nye rør, kabler, gulve, vægge, el-tavle og sættes nyt køkken op. Og så skal vi i 2018 også have istandsat vores badeværelse.


Ulykken.. og angsten for at miste..

I oktober var en bekendt ude for en voldsom trafikulykke. Han slap heldigvis uden nogen varige mén eller skræmmer, men oplevesen var alligevel ret voldsom – selv for mig der ikke kender ham sådan personligt og ikke burde blive så påvirket. Det at tingene kan gå så frygtelig galt, på så få sekunder og kan ændre hele ens families liv, var vildt at tænke på. Dette (sikkert kombineret med de to øvrige tab i løbet af året) fik mig egen gamle angst for at miste, til at dukke op igen i en periode. Jeg havde meget svært ved at undvære Kasper og skulle konstant bekræftes. Heldigvis føler jeg at jeg igen kan parkere den angst og adfærd, så den ikke fylder alt i mit liv, men det tog lige et par uger at arbejde med.

Julen 2017

På trods af et år fyldt med tab, sorg, savn og angst.. Valgte Kasper (min mand) og jeg at julen i år skulle handle om at nærvær, engagement og at gi… gi ud af vores tid, overskud, glæde og varme.

D.23 havde vi meldt os til at dele juleoverskud ud til fattige familier i vores lokale REMA1000. Vi glæede os helt vildt, men var også spændte, da vi ikke havde prøvet det før. Noget var gået galt i kommunikationen da der kun var 2 der mødte op som de skulle. Efter vi havde haft fat i vagttelefonen og spurgt hvad vi skulle gøre og havde ringet rundt til de der manglede på listen - kom to mere og hentede. De der havde været forbi tidligere fik noget mere og vi kørte ud med noget til en enkelt, der var blevet forhindret i selv at hente. Så det var lidt noget rod, men det var stadig godt og hyggeligt at dele ud og dejligt at se så glade familierne blev. Så det skal vi klart prøve igen en anden gang. :) 


D. 24 valgte vi at  holde jul med en forening for voksne sårbare mennesker, hvoraf flere havde sindslidelser. Vi var meget spændte da vi kun havde besøgt stedet kort en enkelt gang inden jul og derfor ikke kendte stedet og dem der kom. Vi var "blot" blevet anbefalet det af en ven, der samarbejdede med stedet. 

Vi blev heldigvis mødt med varme og glæde fra vi trådte ind til vi gik. Alle var søde, venlige og i godt humør og alle hjalp til. Der blev set Tinkas julekalender, og nogen så Pyrus mens andre tog i kirke. Der var super god mad og ingen stress og jag. Der blev sunger og danset om juletræet. Der var mandelgave og én gave fra foreningen til hver, men ellers ikke noget gaveræs eller store bunker af gaver, hvilket jeg synes var dejligt. aftenen blev sluttet af med vi tog hjem til mine forældre/familie og sagde hej og tog min far med til midnatsgudtjeneste inden vi kørte hjem i seng. 

Dagen efter stod på julefrokost med Kasper (min mands) familie, der også var hyggeligt. Det var særligt dejligt at se folk blev glade for de gaver de fik. Gaver som jeg i år har brugt MEGET lang tid på at lave, da en del af dem var fotos der skulle tages, redigeres, printes og laves flotte i rammer mm. 

Nytårsaften har vi ikke planlagt helt endnu, men det bliver for mit vedkommende helt stille og roligt. Jeg gider ikke fest og druk. Så for mit vedkommende bliver det nok hygge hos min familie, mens Kasper nok tager til sin familie.

2017 slutter af med..

Året har ud over overstående ting, også stået på alvorlig sygdom i mit netværk, folk der har mistet, folk der er blevet fyret og der har været uvenskaber og kriser… Men året har også indeholdt mange sjove timer med dem jeg holder af, to barnedåber, flere stores/runde fødselsdage, jubilæumer, en del af vores venner og bekendte der er blevet forældre og/eller er blevet gift, færdiguddannet eller fået drømmejobbet, så det jo dejlige ting. :)

Året er blevet sluttet af med at jeg har færdiggjort min første eksamen på mit nye studie, at jeg har haft den sidste forelæsning på 1. semester (ud af 4) og nu skal jeg ”bare” læse op til eksamen i januar, hvor jeg skal kunne 16 forskellige pædagogisk/psykologiske retninger, det er ikke så let endda. Jeg kæmper med stress symptomer og med at finde en balance mellem at nå de ting jeg skal med studiet, men uden at blive mere syg. For jeg kan desværre ikke ”bare” lægge tingene til side, da jeg skal bestå og man ikke ”bare” kan udsætte sit studie/forsinke det lidt, grundet den nye reform.  

Hvad det nye år skal bringe, vil jeg lade 2018 vise, der er intet planlagt..

2017 har været det vildeste og hårdeste år (rent følelsesmæssigt) for mig personligt. Det er et skelsættende år på mange områder og det år jeg har udviklet mig mest, på det personlige plan og måske også det faglige. Det har været et hårdt og til tider meget trist år, og sorgen og savnet over de tab der har været vil følge os lang tid frem. Jeg håber 2018 bliver et år med langt flere glæder end sorger og med en masse spændende og lærerige oplevelser.


tirsdag den 27. juni 2017

Drop jagten på curlingforældrene



Som mange andre i disse dage, har jeg behov for at ytre min mening om debatten, om de såkaldte "curlingforældre", men jeg har måske en lidt anden holdning til det end de fleste.

De seneste dage har jeg set den ene artikel efter den anden og alverdens facebook opdateringer, hvor curlingforældre italesættes i en knap så positiv tone. Personligt ser jeg endda nogle af disse artikler og kommentarer som en disideret hån mod denne forældregruppe og det er netop dét der gjorde mit bæger flød over og har fået mig til at skrive denne blog. At vi går fra en enkelt sjov bemærkning og at ryste på hoved af det, til at lave - som jeg personligt opfatter det - hånelige og hadefulde beskeder og artikler om det. Dertil er det noget der rør folk på en måde, at det er et af de største emner i medierne lige nu.

Misforstå mig ikke, jeg synes det er ganske fint at debatten tages omkring opdragelse, ansvar, forældrerollen osv. men at det bliver taget op på baggrund af nogle bekymrede og måske vrede forældre til unge festivalsgæster og ikke som en overordnet problematik, der forøvrigt har været der i flere år, synes jeg er hel gal.

Jeg arbejder selv som pædagog og har arbejdet med mennesker i 11 år. deriblandt også en del børn og unge. Jeg har dog primært beskæftiget mig med den gruppe af børn, hvis forældre er langt fra curling, men nærmere har behandlet børnene som en ishokey puk og med "tag dig sammen - klar dig selv" attituden eller slet ikke har skænket dem en tanke, grundet de (forældrene) enten har haft travlt med karriere og eget liv eller selv har haft en masse at slås med og derfor ikke haft overskud til børnene.

Jeg har dog også været steder, hvor jeg har mødt forældre med den adfærd, der hos mange har fået betegnelsen "curling". Så frem jeg ved af er curlingforældre meget forsimplet "forældre der er overbeskyttende og servicere deres barn uden at stille krav." ifølge ordbogen. Man bruger netop betegnelsen curling fordi forældrene skulle "feje ujævnheder/problemerne væk" så børnene kan glide problemfrit gennem livet.

Jeg har personligt mødt forældre der har brugt op til 2 timer, hver eneste gang de skulle hente deres børn, ikke blot fordi de synes det er hyggeligt at se hvad deres barn laver, men fordi de ikke har kunne få deres barn til at ville med hjem. De har formentlig enten ikke kunne magte kampen eller ikke ønsket konflikt eller sure miner hos barnet. Jeg har flere gange måtte hjælpe forældre med at få deres børn til at forstå, at når mor/far siger de skal hjem, så skal man altså hjem - det ikke til diskussion.
Jeg har mødt forældre der gav børnene alt de ønskede sig og hvor en ferie hjemme slet ikke kunne komme på tale, men hvor man minimum skulle på charterrejse til mindst 2 lande i sommerferien. Børn der ringede hjem og "bestilte" det de gerne ville have til aftensmad, og trods moderen havde en anden plan endte med at sige "ok så må jeg se om jeg kan finde det på vejen hjem" (jeg kunne høre samtalen).
Jeg har mødt børn der taler utrolig grimt til deres forældre, hvor jeg ofte har måtte stoppe det og sagt at sådan taler man ikke - når forældrene åbenbart ikke selv griber ind.
Jeg har mødt masser af børn, hvor forældrene trods de er nået SFO eller klubalderen rydder op efter børnene eller lader de unge gå fra oprydningen, trods det er sole klart det er den unges rod der er lige for næsen af dem.
Mødt børn der har måske max 10min. gågang til skole men alligevel bliver kørt hver eneste dag osv.

Så jeg har selv mødt massere af børn, der har forældre der lader børnene styrer showet og/eller har svært ved at sætte grænser og/eller ikke bryder sig om konflikter og vrede eller triste børn. Jeg har da tænkt mit gennem tiden og har sikkert også fået sagt negative ting om denne forældregruppe, når jeg har talt med folk i privaten, men grundlæggende prøver jeg altid på ikke at møde mennesker og problematikker med en undren, frem for afstand, kritik og hån.

Personligt ser jeg et stort problem i begge situationer/fotos.
En ting midt imellem, er nok den bedste, mest konstruktive og håndbare løsning.


Jeg nægter at tro på det er vejen frem og måden at ændre tingene, blot at skrive humoristisk, ironisk, sarkastisk, hånligt eller generelt negativt om disse forældre. Omvendt skal vi heller ikke bare være ligeglade eller stryge folk med hårene. Man kan godt stille sig undrende og starte en dialog på almen vis i en god tone.

Jeg tror på forældrene er et produkt dels af den personlige opvækst og opdragelse de selv har haft (hvad end de så følger familiemønsteret eller vælger at bryde det og måske gør det stik modsatte) og så er samfundets normer, krav og systemer. Derfor mener jeg ikke man bør pege fingre af den enkelte forælder og slet ikke hvis det er en voksende tildens, så bør vi i stedet se på hvad der har skabe denne tildens og problematik..

De forældre der servicere børnene overdrevet og/eller er FOR beskyttelse eller ikke stiller krav, de gør det ikke for at genere nogen bevidst eller med ønsket om at skade deres børn. Tværdigmod gør de tingene med den bedste intention eller af mangel på viden eller bedre muligheder. Nogen gør det måske for at dulme egen dårlig samvittighed over manglende nærvær eller lign. andre fordi de ikke har overskuddet eller "redskaberne" til at tackle konflikter og sure miner på en mere konstruktiv måde. Andre ved måske ikke hvilke negative konsekvenser det kan få og andre igen, ønsker bare at være almindelig hjælpsomme og omsorgsfulde forældre.
Nogen tænker måske at de unge har rigelig ting de skal leve op til og slås med i samfundet, at de ønsker at hjælpe de unge, der hvor de kan. At det så nogen gange ender med at være en bjørnetjeneste, der skaber lige så store problemer senere, er så den risiko der også er i det.

Særligt inden for mit fag, har man i en del år haft øget fokus på at børn er kompetente, selv kan tage ansvar og at selvforvaltning var en god ting. Man har ønsket forældrene gav mere slip og lod børnene selv klare tingene og lærer af erfaring. Samtidig har man gennem mange år råbt på at forældrene engagerede sig mere, var mere tilstede, hjalp og tog ansvar. Det gør langt de fleste nu, men det er en enorm svær balancegang, mellem at lade børnene klare sig selv og tro på de sagtens kan, og samtidig skal vise interesse, være engagerede i deres liv, hjælpe og støtte dem. Det er virkelig en svær balancegang for mange.


For nogen er vægtskålen måske tippet for meget til den ene side, når man som forældre søger job for børnene eller sidder med til samtalen (og det vel og mærket ikke er en ung med særlige behov eller handicap, der kan kræve der er en ledsager med), eller når forældrene brokker sig over børnenes forhold uden at have sat sig ind i tingene eller på nogen måde også at tænke over, om barnet selv kunne sige de ting, samt at de som forældre og barn måske også har en andel i problemet og ikke mindst løsningen.. Eller når forældrene gentagende gange er 2 timer om at få deres barn OVERTALT til at gå med hjem fra børnehaven. Samt når forældre springer over i køen til ting, fordi de mener at de og deres barn åbenbart har mere ret end andre til bestemte ting. Disse ting synes jeg bestemt ikke er OK eller er for barnets bedste, ligesom den anden vej med "jeg bestemmer alt" eller "klar dig selv, du din egen lykkedes smed" heller ikke er vejen frem, med det samfund vi har og ønsker i fremtiden.

Jeg har altid været glad for ordsproget "alt med måde" og det synes jeg også kan bruges her. Selvfølgelig skal man kunne sætte sig ned og lade barnet færdiggøre en tegning, uden at blive set som en forælder der ikke kan sige fra. Selvfølgelig skal man kunne skrive til skolelærerne, hvis barnet gentagende gange kommer hjem og fortæller om en problematik, som skal løses. Selvfølgelig må man køre sit barn til en begivenhed osv. men man skal blot tænke over, hvor ofte og meget man gør det og om det er for ens egen skyld som forældre eller for barnets. For det er ikke altid barnets bedste at få ret eller at få hjælp til alt.

Derudover vil jeg påpege, at hvis vi ser normen som et pendul, der svinger inden for en ramme, så er den ramme pendulet skal svinge indenfor, blevet meget mindre de seneste år. Eller det vil sige historisk set, har nok aldrig skulle så meget til, før det blev bemærket, men de ting man bliver bemærket for i dag, er anerledes, flere og måske svære at finde den rette balance i.

Der skal derfor ikke meget til, før pendulet svinger uden for rammen (normen) og man bemærkes og måske stemples som at være for meget eller for lidt. Det gælder ikke kun omkring forældrerollen, men indenfor mange områder. Vi skal leve op til flere og flere ting, men må samtidig helst ikke lave fejl eller prøve os for meget frem eller gå af andre veje end normen.


Derfor tror jeg også det er utrolig svært at få vægtskålene på til at gå lige op og særligt over en lang periode. For en periode vil man måske på nogen områder kunne opfattes som curling, fordi man har mere overskud og tid og derfor tilbyder sin hjælp mere, eller en perioder netop intet overskud har til at tage konflikter og derfor ikke får sagt fra. På samme måde kan de ting ændres igen, hvis livs omstændighederne, omgivelserne, kravene eller ens personlige ressourcer ændres, så man ikke har samme tid til at hjælpe mere eller netop får overskud igen til at sige fra og tage kampene. Jeg tror derfor vi skal passe på med at dømme de enkelte forældre for hurtigt og hårdt, for vi kender ikke altid historien bag deres adfærd og valg. Lad os i stedet være nysgerrige og undrende og ikke mindst lydhører - særligt overfor ting vi er uenige i eller ikke forstår. Kun den vej kan vi blive klogere på hinanden og måske få hjulpet bl.a. curlingforældrene med at få sat grænser, finde overskud til kampene mm.

Se det billede viser det reelle problem. Alle har en holdning - særligt om andre - om at ting kræver forandring, men de færreste ønsker at forandre sig - særligt for andre - men vi er nød til at starte et sted og starte med os selv. Husk når du peger fingre af andre er der tre fingre der peger mod dig selv.


Jeg synes at vi i stedet for at se på den enkelte og i stedet for at at skrive opdateringer og artikler om en bestemt forældregruppe og udstille alle de ting de ifølge normen gør forkert eller for meget, i stedet bør tage debatten et niveau op og fx. spørge:

"Hvordan og hvorfor er curling begrebet overhoved opstået?"

"Hvorfor har nogen pludselig et  større behov for at servicere deres børn?"

"Hvorfor er nogen blevet så beskyttende - hvad er det de er bekymrede for? eller prøver at beskytte børnene imod?"

"Hvis det er så slemt at børnene ikke kan klare det uden hjælp, bør vi så ikke i stedet se på hvordan vi kan ændre tingene, så de kan klare det?"

"Hvorfor er det så svært/hårdt for nogen at sætte grænser?"

"Hvad er det for ting vi (bl.a. forældre) skal leve op til og hvordan gør man så det?"

"Hvornår går man fra at være hjælpsom og omsorgsfuld, til at være for servicerende og overbeskyttende?

og ikke mindst

"Hvornår er noget FOR meget eller FOR lidt ? og hvem bestemmer hvor grænsen skal gå?"




Ingen af overstående fotos i dette blog indlæg er mine, jeg har fundet dem på google.
Jeg ikke kunne finde de personer der har lavet dem, så jeg kunne give dem kredit for de gode illustrationer. 


fredag den 30. december 2016

Året der gik. 2016


Så er året endnu engang gået og jeg har set tilbage på årets begivenheder. Troede ikke der var sket det store, før jeg begyndte at se tilbage på de konkrete ting. Pludselig væltede det frem med store som små ting. Der er rigtig mange ting jeg ikke har valgt at tage med heri fx. almindelig begivenheder som fødselsdage, påske, jul osv. Jeg har dog valgt de ting ud, som har fyldt mest eller som jeg husker særlig godt.

Jeg kommer til at springe lidt i emner og tid, da nogen ting er sket samtidig og nogle ting har varet over en længere periode. 

Jeg har delt det op, så jeg først fortæller om mit studie/praktik (dem med de lilla overskrifter) og derefter ting fra privatlivet fra mere alvorlige og triste begivenheder og kriser(dem med med røde overskifter), for derefter at gå over i alle de gode nyheder og sjove og spændende ting, som jeg har oplevet eller været med til/i, i løbet af året. (dem med de grønne overskifter). Jeg ved ikke hvorfor den ændre skrifttype og størrelse undervejs, det burde være ens, da alt er sat til det samme, håber ikke det genere jer for meget mens i læser.

Det er en meget lang blog, men det fylder noget med et helt års kriser, følelser, tanker og begivenheder forsøgt kogt ned til en blog. Så scroll igennem og læs de afsnit du finder relevante eller interessante. :) Jeg skriver for min egen skyld og er blot glad for, hvis andre også får glæde af at læse med.

Om mit sidste år på studiet/praktikken


Min tredie og sidste praktik. 

Året startede ud med min sidste praktik. Jeg havde sidste efterår kæmpet for at få en plads på sputnik hyblerne, som er et §107 botilbud for unge voksne med autisme i mellem/mild grad. Jeg kendte ikke stedet, men synes det lød utrolig spændende. I hyblerne mødte jeg fra dag et, nogle utrolig søde og imødekomne kollegaer, der fra dag et slog benene væk under mig med deres enorme høje faglighed, engagement, faglige sparing, de krav de satte med frihed under ansvar og at man bakker op om hinanden. Var man uenig kunne man tage det op til en pædagogisk diskussion, hvor der blev argumenteret, lyttet og derefter evt. aftalt nyt. Jeg blev også tilbudt kursus og jeg mødte også løbende nogle fantastiske unge mennesker, med hver deres udfordringer, men også med hver deres kompetencer. Alle mine fordomme, blev sat skakmat og jeg har fået et helt andet syn på autisme, hvor forskelligt det viser sig og i mange grader.

Det var til tider krævende og udfordrende, men 99% af dagene gik jeg gladere hjem end da jeg kom. Den livsglæde der var og gode rolige stemning var fantastisk. Det var skønt, at se når det arbejde man lavede, gjorde en forskel. Da jeg stoppede efter 6mdr, kom en af de unge jeg havde været støtte på og spurgte om jeg ville skrive i vedkommendes mindebog, en bog kun særlige personer, havde fået lov at skrive i. Det rørte mig meget og selvfølgelig ville jeg det.


Jeg lærte SÅ meget i det halve år, om området, om hvad godt pædagogisk arbejde kan være, når det er bedst og ikke mindst om mig selv og egne holdninger og grænser. Jeg lærte særligt en del, af de samtaler jeg havde med min vejleder. Vi var meget forskellige men respekterende hinanden og brugte forskellene konstruktivt. Det var hårdt at sige "farvel" til dem alle, særligt min vejleder. Jeg husker jeg tudede på vejen hjem, den sidste dag i praktikken. Jeg har dog været så heldig, at blive tilkalder vikar efter jeg stoppede, så jeg ikke har skulle sige helt farvel til de skønne mennesker. :) Jeg kan dog mærke det ikke er det samme. Jeg har en ny rolle nu og kommer ikke fast, hvilket gør det nær umuligt at følge med i det der sker derinde. Jeg føler derfor tit, at jeg har mistet det nærværende, som betyder alt for mig. Jeg er nærværende når jeg er der, men jeg kan umuligt nå at få indblik i, hvad der er sket de sidste par uger for 22 forskellige unge på en enkelt vagt. Så det er ikke det samme mere, desværre.

Til gengæld vil jeg lige prale med, at på min sidste vagt derinde i år, kom Kevin en af beboerne - ham jeg var primær støtte på i min praktik, hjem efter prisoverækkelse. Han havde vundet årets handicapris for hans store indsats for at skabe og bevare fodboldhold, bestående af nogle skønne mennesker med diagnoser (primært autisme diagnosen). Kevin arrangere turneringer mellem klubberne og er enorm engageret i fodboldlivet. Im very proud of him!


Ny skole

Da vi kom tilbage fra vores praktik, skulle vi tilbage til en ny skole. Campus Carlsberg, en kæmpe todelt bygning lige ved den nye Carlsberg station. Inden vi startede tog jeg til skolen og valgte at gå ALLE etager (2x6) rundt i alle kroge/gange.. Jeg gjorde det endda to gange og det tog begge gange omkring 2 timer at gå alt rundt, vel og mærke uden at dvæle ved noget mere end få sekunder. Det hjalp mig dog, da vi startede, da jeg så vidste hvor de fleste ting ca. lå henne.

Jeg synes efter, at jeg nu har har gået der nogle måneder, ikke det er så stort og uoverskueligt mere. I forhold til antal studerende, føler jeg faktisk tit, at det for småt og jeg hader at gå forbi, et ton af mennesker, når jeg skal til stationen. Jeg får virkelig myrekryb af det hver gang.

På nær, at der er for få steder, med stikkontakter at sidde og arbejde og forholdene for underviserne er virkelig ringe, så synes jeg den nye skole er meget bedre.
Der er bedre akustik, bedre luft, mange flere muligheder. Så er lidt ærgerlig over ikke at skulle være der længere, men hvem ved måske jeg får lov at komme der og holde nogle oplæg eller undervise i fremtiden. Det håber jeg da. 

Afsluttende eksamener

Siden min sommerferie sluttede, har det meste af min hverdag og liv været fyldt med eksaminer. Når den ene lige sluttede, startede den næste. Jeg har skulle aflevere praktikdokument over praktikken, der skulle godkendes. Jeg har været til skriftlig og mundtlig linjefags eksamen og til skiftlig pædagogik eksamen. Alle eksaminer er godkendt eller bestået med fine karakterer og jeg er nu ved at skrive min allersidste opgave, til bachelor eksamen. 

Praktikdokument - madlavning 

Mit praktik dokument, kom primært til at omhandle et længerevarende forløb, som jeg havde med en beboer på mit sidste praktiksted. Han ønskede at lære at lave mad, så vi gik i gang med at eksperimentere med måder at gøre det på og jeg opdagede hurtigt, at billeder og at gøre alt meget detaljeret og konkret var vejen frem. Det endte derfor med to opskrifter, som vi selv havde skrevet og lavet billeder til. Efter knap 5 måneders jævnlig træning kan han i dag, selv lave to retter helt selv fra bunden. Det var en langvarig men meget lærerig proces, for både mig som kommende pædagog og den der skal støtte/vejleder en anden, samt for beboeren der jo lærte at lave noget mad.
Min opgave blev godkendt og bliver i dag brugt i undervisningen.


Pædagogikeksamen

Denne eksamen var ren skriftlig, hvor man får udlevet et stikord/udsagn og en artikel. Man skal så vælge en af dem, som man skal skrive en opgave på max 15 sider om, på 72 timer.
Jeg valgte udsagnet der var "Tilid i pædagogisk arbejde" Jeg synes det var et meget interessant emne. Jeg valgte at skrive om tillid i forhold til et barn, der fortæller en pædagog om nogle alvorlig ting, som pædagogen har pligt til at underette om.
Jeg fandt problematikken interessant omkring det "tillidsbrud" barnet kan føle, ved at pædagogen må gå videre med det og måske sætte en masse i gang, der påvirker barnet. Jeg lærte meget om området på den korte tid vi havde. Det var nemlig ikke et emne vi som sådan havde haft en masse om, så der skulle hentes ny litteratur hjem, som skulle læses. Jeg fik skrevet en god opgave synes jeg selv. Da jeg vidste det var svært for mig med skriftlig eksamen og jeg skal bruge høje karaktere (helst kun 10-12) så knoklede jeg næsten i døgndrift. Det sidste døgn før aflevering sov jeg ikke i 34timer og fik kun 2 timers søvn efter aflevering, før jeg skulle op og i gang med intro til næste eksamen - i linjefag. Jeg allierede mig også med en god ven, der underviser i pædagogik og psykologi og fik ham til at gennemlæse og komme med input.

Desværre fik jeg "kun" 7 for opgaven, hvilket generelt er en flot karakter, bare ikke når man skal bruge et samlet højt gennemsnit, for at komme videre på den kandidat jeg ønsker. Så jeg har forsøgt at klage over udfaldet, i håb om at kunne få trukket min karakter bare en enkelt tand højere op. Om det lykkedes, må tiden vise.


Linjefagseksamen

Min linjefagseksamen om medier, lavede jeg sammen med min min gode ven og klassekammerat Martin. Her valgte vi at se på hvordan man kan bruge video - primært go-pro til historie fortælling og til at se både leg og en hverdag fra et barns vinkel.

Vi var i en SFO, hvor en gruppe børn fik kameraer på hoved og så skulle gå ud og lege eller lave det de synes var sjovt/fedt. Det blev til nogle virkelig fede optagelser, særligt fra drengene der lavede parkour (hvor man springer, hopper rundt på ting). Vi så pludselig hvad de så. Vi talte efterfølgende med børnene om optagelserne, hvor de satte ord på hvad de havde tænkt og følt. Vi legede også med lydeffekter og musik, samt måden at klippe videoerne, for at vise hvordan det kunne ændre opfattelsen af det man så.

Derudover var jeg ude på mit arbejde og se hvordan en beboer kunne bruge det til at fortælle historier, vise steder han var glad for og hvor vi arbejdet med, at se samme situation på samme sted/tid fra flere vinkler (min og hans) da han ofte havde svært ved at forstå, at jeg kunne have set noget andet end han. Der hjalp kameraet pludselig ved han kunne se hvad jeg havde kigget på kontra hvad han havde set. Det var et super fedt projekt og resultatet blev rigtig godt.

Vores eksamen gik også rigtig godt. Jeg har aldrig haft så rolig og behagelig en eksamen og det endte da også med et flot 12 tal til os begge.

Bacheloren

Denne består af en opgave på 25-40 sider og en mundtlig eksamen, hvor den skriftlige opgaven skal formidles. Jeg har valgt emnet sorg og krise hos børn/unge der mister en forældre.
Det er en trist og tungt emne, men det mest interessante, jeg kan koble direkte til den pædagogiske proffesion (hvordan pædagoger/institutionen kan hjælpe) og som var et emne jeg ikke allerede havde belyst tidligere på uddannelsen. Der var mange andre emner jeg gerne ville have skrevet om, men jeg kunne ikke koble dem ordenligt sammen med den pædagogiske proffesion. Jeg ville allerhelst have skrevet om mennesker i gråzoner, men jeg ønskede det på et mere generelt og sociologisk og filosofisk plan, så det gik ikke. Mennesker med selvskadende adfærd, samt mennesker med særlig sensitivitet havde jeg allerede haft i andre eksaminer, så jeg måtte finde et andet område. Jeg har altid været optaget af områder, som ikke så mange tør hive fat i, derfor blev det sorg.

At læse og arbejde med en opgave om sorg, har sat en proces i gang i mig selv. Jeg har selv været enormt ramt af sorg igennem det meste af min barndom/ungdom og som jeg i dag kan se, har påvirket mig enorm meget. Det har formet mig som menneske og mit syn på livet og mine relationer, samt hvorfor jeg har så svært ved nye skift og at afslutte ting/skulle sige farvel til noget eller nogen.

Dertil er hele min familie pt. i en sorgproces i og med min svigerfamilie mistede et nært familiemedlem i år og min egen mormor også er alvorlig syg og har været tæt på døden flere gange i år og at det stadig meget hurtigt kan gå den vej. Så det har været ekstra hårdt for mig at have netop det emne, men omvendt også utrolig lærerig og givet mig redskaber til at håndtere mine egne følelser og tanker og forstå mine opgivelsers reaktioner bedre. Det har gjort jeg har taget nogle beslutninger om ting jeg skal arbejde med i 2017 og givet mig lyst til at skrive om de kriser jeg har været igennem i mit liv.

Nu har jeg så til d.11 januar med at gøre den færdig og finpudse den, inden den skal afleveres og jeg ca. en uges tid efter (har ikke fået præcis dato endnu) skal op og forsvare den.


3,5års studie snart slut.. YES!

Det er mærkeligt at tænke på, at jeg om en måned er færdiguddannet pædagog og er kommet igennem 3,5års kamp. for det har det virkelig været. Jeg har aldrig ønsket den uddannelse, men det er et springbræt videre. Nogle af mine fordomme mod uddannelsen og professionen er blevet mindre nu og har fået en anden respekt for visse pædagoger, med alt det de skal. 

Omvendt er jeg også blevet bekræftet i mange fordomme og synes uddannelsen er alt for ringe eller rettere indholdet er ikke ringe, men at man kan slippe afsted med ikke at læse, ikke aflevere til tiden eller aflevere noget virkelig ringe, det ikke OK. 

Jeg synes desuden uddannelsen er for lidt kreativ og skabende, det handler enormt meget om teorier og atter teorier, der mangler det at kunne fx lege og få teorien ført ind i helt konkrete dagligdags aktiviteter. Der er jeg virkelig glad for jeg har min Pædagogisk assistent uddannelsen, hvor jeg lærte det. 

Så jeg har lært meget i de 3,5 år ikke mindst om mig selv og mit eget menneskesyn. Jeg er dog også glad for den lange kamp endelig er slut og jeg nu nærmer mig målet, som er at komme på universitetet og senere få lov at undervise og måske forske. 



Årets op og nedture, samt spændende oplevelser

Når livet går i sort.. 

Dette år har også været fyldt med alvorlig sygdom og død.
Et nært familiemedlem har været akut med ambulance på sygehuset, hvor vi blev ringet op midt om natten og vidste noget var helt galt. Det viste sig "heldigvis" bare at være et meget slemt nyrestens anfald.

Min kære mormor har haft kræft over flere omgange, men er pt. erklæret kræftfri igen. Hele processen har taget hårdt på alle i familien og min mormor kæmper stadig med de mange bivirkninger og skader behandlingen og medicinen har givet. Vi ved endnu ikke om vi nogensinde får vores gamle momse tilbage, lige nu ser det ikke for godt ud. Jeg synes det har været enormt hårdt, både at se hende så syg og påvirket, men også at se min familie og særligt min mor, være så påvirket af det. Det har virkelig været svært for mig, at vide hvad ben jeg skulle stå på og hvor meget ansvar jeg har skulle tage. Det har været svært at prioritere sit studie/eksaminer og praktik mm. frem for familien, men jeg har følt det har været nødvendigt at prioritere studiet, her lige på målstregen.

Et tredie familiemedlem blev også ramt af kræft og gik desværre meget pludselig bort, tidligere på året. Dette tog også hårdt på familien, særligt alt det der følger med når en person pludselig skal begraves, et dødsbo skal gøres op og et hus sælges osv. osv.

Dertil har der generelt været en del drama, skænderier og dårlig luft i min familie i år. Jeg føler ikke jeg selv har været direkte en del af det, men jeg har alligevel følt mig i orkanens øjne flere gange. Skulle lægge øre til den ene og den andens beklagelser og brok. Følt jeg har skulle vælge side eller være mægleren, der lytter til folks problemer og prøver at få dem til at at anerledes på tingene. Det har virkelig været hårdt og belastende, i en i forvejen stresset tid, med bl.a. en del eksaminer.



Det har også gjort jeg har set min familie mindre i år, på hverdags basis. Jeg har selvfølgelig set dem mere i forhold til dødfald, rydde hus, sygehusbesøg mm. men de helt almindelig besøg uden formål, har der ikke være lige så mange af. Jeg har simpelthen ikke kunne overskue at skulle hjem til nogen, hvor der ofte var fyldt med dårlig eller trykket stemning. Det har også gjort jeg har følt mig mere alene med mine egne tanker.

Vennerne ramt af uheld, sygdom og kriser

2016 var nemlig også året hvor flere af mine venner har været igennem kriser. Jeg vil ikke udlevere mine venners liv, men en del af dem, har selv haft en del at tumle med, der har gjort vi ikke har set hinanden så meget og når vi har, er tiden også her  blevet fyldt ud med mere alvorlige og triste emner. Sidst jeg så min bedste veninde endte vi fx med at sidde og holde om hinanden, mens vi begge græd, da vi begge fik triste beskeder den dag. Det gør mig dog også glad og taknemmelig at vide jeg har sådanne venner, hvor man netop kan dele, de knap så fede ting i livet.

Krise i ægteskabet..

Det var også året hvor Kasper og jeg havde en mere alvorlig krise, der kunne have kostet os ægteskabet. Der er flere ting igennem årene, der havde samlet sig sammen, men hvor en særlig hændelse i år, fik alt til at ramle. Hvad der præcis skete, vil jeg lade blive mellem Kasper og jeg, men det tog os det meste af året før tilliden og forholdet er kommet tilbage til normal igen. Vi har måtte have mange lange dybe samtaler og tale om hvordan, vi løste tingene og hvad vi ville i fremtiden. Vi har begge måtte indse nogen ting og ændre os. 

Kasper har ændret sig meget siden, og virkelig taget ordene til sig. Jeg har virkelig kunne mærke han har gjort meget for at vise, at han ikke vil miste mig. Det har ramt mig meget, at se og mærke den kærlighed fra ham. Så jeg føler vi begge er kommet stærkere ud på den anden side og elsker hinanden endnu højere nu. 

Herunder er et par eksempler af måden Kasper viser sin kærlighed til mig på, med små labels i hele køkkenet med søde beskeder, efter en eksamen der ikke gik godt. og blomster bl.a. en dag bonderoser og en hus forbi avis med teksten "BARE FORDI! Jeg godt kan li' dig".. Kærlighed kan vises på mange måder og med de helt små ting. Det vigtigt at huske disse ting og sætte pris på dem. 




Mave tarm system undersøgelser

Som nogen ved, fik jeg sidste år, efter jeg ellers var kommet i en god rytme med nye kostvaner, pludselig slemme smerter i min højre side af maven. Det var ret voldsomt og varede mange timer dagligt og var i periode konstant. Jeg er derfor siden blevet undersøgt en masse og fik en ny diæt der hedder low foodmap, hvor man ikke må få rigtig rigtig mange ting, stort set al korn/mel er forbudt, rigtig mange grønsager, næsten al frugt, mælkeprodukter var forbudt og en del krydderier fx. al form for løg. Hvis det ikke lyder som noget særligt, så prøv at gå ud i et supermarked og vend jeres fødevare om, og se om ikke en af overnævnte ting, er blandt ingredienserne - det er de formentlig, hvilket betyder jeg ikke kan spise dem.

Det kan godt lade sig gøre at leve på low foodmap, men det er svært - særligt at variere kosten, hvilket er grunden til man siger, det ofte kun er en 6-8 ugers kur, hvorefter man skal stoppe. Jeg var så på den 3-4måneder, for at se om det hjalp på problemet. Det hjalp en del, men ikke helt. Derfor blev jeg sendt til laktosetest, hvor man skal drikke noget ækelt mælkesukker vand og så have målt blodsukker hvert kvarter. Mit lå lige på grænsen (dog stadig under) til hvad det måtte, for man har laktose intolerance, men lægen vurderede det ikke var et problem for mig. Jeg har dog alligevel valgt at stoppe næsten helt med at drikke ren mælk, og når jeg gør er det somregel laktosefri eller som kakao (der helst også skal væk i 2017).

Jeg fik taget en del blodprøver, der er en hel videnskab i sig selv på mig at lykkedes med. Og jeg har fået taget prøver fra min tarm og blev kikkert undersøgt, men da prøven var meget smertefuld, trods total udrensning og smertestillende og beroligende, måtte de stoppe og jeg kom i stedet til en MR scanning - der krævede endnu en udrensning, endda en der var værre. Jeg var grædefærdig over, at skulle igennem en endnu værre tur og jeg ved ikke i dag, hvordan det lykkedes mig at komme igennem det. Det er virkelig forfærdeligt. Jeg kan ikke beskrive hvor forfærdeligt både udrensningen og undersøgelserne var. Det ønsker jeg ikke for nogen!!



Første omgang skulle jeg have denne potion, som i kan se på billedet x 2 - saften er blot til at få det ned med.  




Anden gang for at få scannet tarmene, skulle jeg have det i ser på billedet. 2 gange 2 LITER afskyeligt væske, plus 2 gange konstrastvæske af ca en havlt liter i alt (det i ser i dem mellemste kande) der vel og mærket skulle drikkes inden for en time.. plus jeg skulle drikke MINDST to liter almindelig væske ved siden af bagefter. FØJ og AV! for det hele kommer jo ud igen en time senere..

Alle prøver har dog vist at mine tarme er helt fine, så det er ren irritation/intolence. Jeg fik så nogle piller jeg skulle tage, men dem blev jeg voldsomt dårlig af, med voldsom hjertebanken, svedeture, åndenød, synsproblemer mm. så dem måtte jeg hurtigt stoppe på igen. Siden har jeg forsøgt med kosten selv og fjerne ting, som lægerne påstod ikke kunne være problemet - nemlig kød, særligt rødt kød primært oksekød. 

Efter jeg er stoppet med at spise rødt kød, har fjernet bestemte ting i min mad bl.a. ikke får frugt med høj frugtsukker indhold (frugtsukker og sukker generelt er den værste synder for mig), HP sovs, bestemte grønsager, engelsk sovs, sennep, har begrænset mit indtag af mælk, gluten/hvidt brød og sukker, er mine smerter næsten helt forsvundet. De kommer dog igen med det samme, ofte under en halv time efter, jeg har spist visse ting og kan så vare op til tre døgn.

Så 2016 har også været præget af smertefulde undersøgelser og al mulig særlig kost - samt helt forkert kost i perioder, fordi jeg bare gav helt op på et tidspunkt og bare ikke kunne overskue mere. Det gjorde også jeg tog de 12kg og 10cm. på igen på meget kort tid, jeg ellers havde smidt i starten af året. Det har jeg heldigvis næsten fået helt vendt igen, mangler dog stadig en nogle kg.. 


Skyderi nær arbejdet

Der har i år desværre været flere skyderier i DK. Jeg har valgt bevidst ikke at ville lade mig påvirke af det, da jeg ikke vil begynde at blive bange for at færdes frit her i DK.

Jeg oplevede dog her i efteråret en dag jeg var på job, at skyderiet kom meget tæt på. Det foregik nemlig lige der, hvor jeg ville være kommet forbi, på netop det tidspunkt skyderiet fandt sted, hvis ikke det var fordi, at jeg netop den dag, blev hentet af min mand. Jeg så al udrykningen komme da jeg stod og ventede på min mand. Jeg anede ikke hvad der var sket og at det kun var lidt længere nede af vejen. Det opdagede vi dog da vi kørte hjemad og jeg undersøgte nærmere og opdagede det var skuddrama. Det gjorde mig meget chokeret, da jeg som sagt kunne have været der og måske være blevet ramt. Var det sket få timer tidligere kunne både jeg og den beboer jeg var ude og gå med, også være blevet ramt, det var ret skræmmende. Jeg er dog stadig ikke generelt bange for at gå på gaden og det håber jeg aldrig jeg bliver. 


Hul ned til underboen i vores badeværelse

I sommeren skete der så også det, at vi pludselig fik en vandskade i vores brusekabine, da nogle rør var gået løs, så vores underbo fik vand i hoved, når vi gik i bad. Det blev heldigvis opdaget med det samme, så det ikke skabte store skader, men det krævede, at der blev lavet hul helt ned til underboen. Vi havde altså i 3-4 dage direkte udsigt til underboens stue, når vi sad på toilettet, det var ikke så fedt. Så det blev til nogle ture op på de offentlige toiletter oppe i byen, samt at være mere hos familien i de dage.

Jeg var til gengæld glad bagefter, for gulvet var før noget rug laminat gulv, der var utrolig ubehageligt at stå på med bare fødder, når man var i bad (jeg er særlig sanse sensitiv/sart) så at få fliser på gulvet var ren luksus og fik det pludselig langt mere behageligt med at gå i bad. Så held i uheld.

Nu har de så opdaget at der ikke er brandsikret mellem lejlighederne, så i starten af det nye år, skal vi også have revet en del af vores køkken ned, for de kan ordne det. desværre lyder det ikke til, at de fjerne de mega grimme fliser (som vi ikke selv må skifte, male eller noget som helst) eller at vi får nyt køkken - øv. 



Ikke flere celleforandringer

I år blev jeg også indkaldt til endnu et rutinetjek for at sikre at mine celleforandringer ikke var kommet tilbage, efter de forsvandt sidste år, efter mit keglesnit. Jeg var bekymret for, om de var vendt tilbage og endnu en sommerferie måske skulle gå med det. Men jeg blev lettet, da jeg modtog dette brev. 

At tænke mere på miljø, klima og hvad vi fylder os med..

I år er jeg for alvor begyndt at gå op i, hvad jeg selv kan gøre af små ting i min hverdag, der kan hjælpe på dels at belaste miljøet mindre og hvad der kan skåne min egen krop for alverdens kemikalier og microplast. Dette har gjort at jeg bl.a. har forsøgt det seneste år, at

  • Købe langt de fleste ting økologisk og med alverdens andre miljø/allergi mærker. 
  • Har kun brugt min mikroovn max en enkelt håndfuld gange på året, og ikke en eneste gang til at lave popcorn, de bliver lavet nu i gryde, med olie i stedet.
  • Sænket mit kødforbrug en del, særligt oksekød. Før spiste jeg det mange gange på en uge, nu er det ikke engang hver uge.
  • Spiser kun fiskeprodukter, hvor det er mærket at det kommer fra naturen og hvor de sikre en sund bestand. 
  • Jeg har begrænset mit indtag af komælk - på nær når jeg har drukket kakao, hvilket også er en del og skal reduceres i 2017. Jeg har smagt alle plante-mælks kakaoer jeg har kunne finde, men det er ikke en succes ind til videre. 
  • Vi har i år fået glas flasker til at opbevare koldt vand i køleskabet, da jeg helst ikke vil drikke vand af plastikflasker. Jeg må dog erkende jeg har drukket en del af de der ½liters kildevæld flasker, da det er svært at have en glasflaske med i tasken, i frygt for den smadre. Dette vil jeg dog finde en løsning på i 2017. 
  • Jeg har udskiftet alle mine plastik skærebrædder til træ og udskiftet langt de fleste køkkenredskaber som fx grydesker til nogen i træ eller metal, frem for plastik. 
  • Udskiftet langt de fleste af mine plastikbøtter og skåle til hærdet glas, keramik og lign. 
  • Minus en enkelt pande, tror jeg alle mine gryder og pander nu er rent stål - ikke noget teflon/slip let der kan påvirke ens mad.
  • Når jeg har købt pyntegenstanden, har jeg prøvet at undgå ting i plastik
  • Jeg har begrænset brug af levende starinlys, til særlige lejligheder.
  • Når jeg har købt noget af plastik, har jeg forsøgt at få ting, der er lavet af genbrugsplastik
  • Når vi handler, genbruger vi altid plastikposerne eller har handlenet med, for at undgå at købe flere plastikposer.
  • Jeg har udskiftet alle mine almindelig universal klude (der indeholdte microplast), til klude lavet af majsfibre eller hjemmestrikkede karklude af økologisk garn
  • Vi har fået nedbrydelige fryseposer i forskellige størrelser, der ikke indeholder plastik, men er lavet af majsfibre.
  • Udskiftet de fleste af vores rengørings-midler, sæber, tandpasta og cremer til neutrale produkter
  • Når vi har købt nyt sengetøj, har vi købt noget lavet af økologisk bomuld
  • Vi har forsøgt at reducere vores el forbrug, ved at blive bedre til at slukke lys og kontakter der ikke er i brug - vi har sjældent ting på standby. Vi er dog skyldige og bruger noget strøm på julelys i december måned. På to stager og to stjerner, de lyser dog ikke i dagtimerne eller mens vi sover.
  • Vi har udskiftet alle andre pærer i huset til LED 
  • Vi købte en bil der kunne gå langt på literen og hvor jeg krævede den havde partikelfilter på, hvis det skulle være en diesel. 
  • Både Kasper og jeg har de sidste par måneder sat vores telefoner til flymode, når vi sover - vi søger stadig et vækkeur, hvor man selv kan indlægge en ringetone så vi kan blive helt fri for telefoner i soveværelset. 
  • Vi bruger begge headsæt nu, hvis vi skal have længere samtaler over mobilen. 
  • Jeg har personligt forsøgt at undgå at købe fx. headsæt/hovedtelefoner, keyboad, mus ect. der var trådløse, for at mindske forbruget af trådløse signaler i vores hjem. 
  • Når jeg har printet opgaver ud til gennemlæsning, bruger jeg altid bagsiden til næste udprint eller til andre ting, så det ikke går til spilde. 
  • Jeg har forsøgt at affaldssortere mere, men det kan blive meget bedre.

Psykologibog udkom

Sidste år blev jeg spurgt af min tidligere underviser og i dag gode ven Tommy, om jeg ville læse nogle kapitler i den psykologi bog, som han var ved at skrive til grundforløbet på Pædagogisk Assistent uddannelsen. Jeg skulle se hvad jeg synes, og om den var let at forstå og passede til niveauet, da jeg jo selv har taget uddannelsen og kender pensum. Det ville jeg selvfølgelig gerne, jeg var meget beæret over at blive spurgt.

Jeg tror dog at han til tider hadede mig for mine mange rettelser, men dog ikke mere end at han spurgte mig, om jeg ville illustrere nogen ting til hans bog, da han vidste jeg tegnede en del. Jeg havde aldrig lavet den slags tegninger før (tegner normalt kun portrætter) og slet ikke til sådan noget professionelt, som mange kommer til at se. Det var derfor lidt angst provokerende, men sagde alligevel ja, for det var en fed udfordring og mulighed jeg måske aldrig får igen.

Jeg endte med at lave 4 tegninger, der kan ses på første side i bogen, ret vildt. Jeg blev også spurgt, om jeg ville lave flere/til hele bogen, men måtte svare nej, da jeg sad i eksamen og havde andre ting at slås med, der gjorde jeg ikke ville have tid til det - for jeg vil have det er ordenligt. 

I år udkom bogen så, endelig. Det er surrealistisk men også fedt, at se sine tegninger i en bog - endda en fagbog endda til den uddannelse, som jeg selv har taget. At se sit eget navn under de øvrige illustratorer er vildt og at skulle til at forhandle om pris på ens arbejde var meget specielt. Så nu kan jeg officielt også kalde mig illustrator. :)



Ny hjælp til min lyd sensitivitet - via ny høretelefoner fra bose

For de penge jeg fik fra tegningerne til overnævnte bog, valgte jeg at bruge dem på et par bose hovedtelefoner, jeg forelskede mig i tidligere på året. Jeg gik bare rundt for sjov en dag i fona og prøvede hovedtelefoner, da jeg pludselig får et par på, hvor der sker noget helt fantastisk. Jeg tror jeg har lignet en der så et spøgelse eller andet helt nyt og vildt. Min mand sagde i hvert fald jeg fik et blik han ikke har set før, sådan et "wauw" og sådan følte jeg det også. Jeg fik nemlig tændt for støjreduktionen i dem og pludselig var det som at være i en anden verden. 

Det var helt vidunderligt, at kunne høre hvad min mand sagde, men uden en masse støj. Jeg hører rigtig mange ting også ting mange andre ikke kan høre og jeg reagere voldsommer på mange lyde, særligt høje fx. når tog/busdøre åbner/lukker eller toget standser osv. jeg er ALTID nød til at holde mig for ørene, for det gør disideret ondt.

Så pludselig at opleve en verden, hvor støjen var væk, men hvor jeg stadig kunne høre folk snakke, var helt fantastisk. Så da jeg fik pengene fra forlaget, var det hvad pengene blev brugt til og jeg er SÅ glad for dem.

De tager desværre ikke lyden fra tog der standser godt nok, men alt andet støj tager de tilstrækkeligt, til jeg fungere meget bedre nu, når jeg færdes i offentligheden, hvor jeg ofte har dem på eller med, hvis støjen bliver for meget. 


Da jeg mødte den hjemløse Kim.

En dag på vej hjem fra arbejde omkring kl.22.30, står jeg på hovedbanegården og venter på toget. En mand i måske 30erne kommer over til mig. Han ser meget sølle ud, i slidt og lidt beskidt tøj, skægstuppe, har et sår i hoved. Han ligner en hjemløs, men der er alligevel noget anerledes ved ham, Han virker mere klar i hoved og mere ydmyg end de fleste hjemløse på hovedbanen. 

Han har nogen rare øjne og spørger meget ydmygt, om jeg ikke har et par småmønter, så han kan få lidt at spise og peger over på mc. donald og siger han er flov over at spørge. 
Jeg finder en 50kr frem fra min pung og giver ham. Han bliver ved at sige "ej det for meget, det kan jeg ikke tage imod.. mener du det.." men tager til sidst i mod og han spørg, om han må give mig et kram - selvfølgelig må han det. 

Han går over og stille sig i kø og efter at have fået sin ene hamburger, stiller han sig og spiser den. Jeg går derfor over til ham og vi begynder at snakke. Han takker mange gange og fortæller han virkelig gerne ville have købt en masse, men ikke tør da han er bange for at få det dårligt, hvis han spiser for meget efter 2 døgn uden mad.


Jeg får hans historie og han fandt sin kæreste (gennem 12år) med en anden mand, da han en dag kom for tidligt hjem. Han kunne ikke bære det og valgte derfor at tage sine ting og gå, men havde intet sted at gå hen.
Han var for stolt og ville ikke være til besvær, ved at skulle spørge venner om hjælp, så nu boede han i et telt ude på Amager. To dage forinden var han dog blevet rullet på gaden i KBH. (fået tæv og stjålet alle sine ting) derved også mistet sit ID og penge, han kunne derfor ikke få hjælp eller mad.

Derudover var han meget ked af det, for han havde den dag, mistet sin elskede hund, mens han var inde og tale med borgerservice, for at få nye papirer. Jeg talte med ham, om hvor han kunne gå hen og få hjælp.
Han havde åbenbart fundet et billigt værelse, som han kunne leje i sønderjylland, fra den første i næste måned. Indskud var betalt, så nu ventede han bare de sidste 18 dage, før han kunne overtage det. Han sagde han ikke hverken drak eller tog stoffer (han virkede heller ikke påvirket eller lugtede af noget) og ikke ønskede at havne i hundene. Han ville starte på en frisk og arbejde sig op derfra. 

Han var en rigtig rar mand, der bare havde haft livet imod sig, men kæmpet sig igennem det. Jeg blev virkelig rørt. Jeg missede mit tog fordi vi snakkede, så vi endte med at snakke til det næste kom knap en time efter, som jeg måtte løbe efter (og heller ikke nået).
Fordi vi skiltes så hurtigt, fik jeg ikke hans fulde navn eller givet ham mine oplysninger. Da jeg ikke nåede toget, gik jeg derfor tilbage for at finde ham, for at give ham mit nummer, men han var væk. Jeg har siden tænkt meget på ham og kigger ofte efter ham på hovedbanen. Nu er de 18 dage dog gået, så håber han er kommet til sønderjylland og har fået det værelse han talte om.



Ny bil..

I sommers fik vi os en ny (brugt) bil, en ford focus.. Den gamle vi købte sidste år, kunne ikke mere og vi besluttede os så, efter flere år med meget gamle brugte biler, som kun holdt få år, for nu at købe en bil, som vi håber kan holde lidt længere.

Vi havde ikke råd til en helt ny, så det måtte blive et kompromis. Jeg ville gerne have en større bil, hvis vi inden for de næste par år får børn og så ville jeg gerne have en bil der var så miljøvenlig som mulig.

Desværre blev det en diesel, men med partikelfilter på og en der kan køre meget langt på literen. Min mand har kørt knap 700km på en tank, hvilket er dobbelt så meget, som vi har kunne køre, i nogen anden bil vi har haft tidligere. Vi købte den hos din autohandel i Glostrup, hvor vi fik top service og bilen har ingen problemer haft. Vi købte den også, så Kasper kunne komme til sit nye arbejde i KBH. men få måneder efter, fik Kasper en firmabil, så den grå bliver kun brugt til at besøge familie eller til større indkøb, men mon ikke det ændre sig i 2017, når jeg også må køre den.. hehe ;)


Jeg er ved at tage kørekort..! 

Og ja du læste rigtig, jeg får kørekort i 2017 - forhåbentlig inden udgangen af februar. Det har fyldt ufattelig meget i mit liv - særligt på det mentale og følelsesmæssige plan. Jeg har trosset min næststørste angst (kun overgået af flyskræk) og har været en vild følelsesmæssig og læringsmæssig rejse. Jeg har desuden mødt et fantastisk og godt menneske, i form af min næsten altid smilende og glade kørelærer. Da alt det jeg skrev om hele forløbet herinde blev meget langt, har jeg valgt at lave et særskilt blogindlæg til/om det, som jeg håber du vil læse.. Det kan ses/læses her: 
http://mille-heskjaer.blogspot.dk/2016/12/jeg-har-valgt-at-lave-et-blogindlg-om.html 



Manipulation og hypnose - med ham der fuckr med dn hjrne..

I april lavede hypnotisør, illusionist og manipulator Jan Hellesøe (kendt fra TV-serien Fuck'r med dn hjrne) et live show, som jeg endte med at se 3 gange. Første gang sad jeg og min mand Kasper næsten bagerst og fik derfor ikke alt med. Anden og tredie gang (der var samme dag) sad jeg på række to med nogle venner, hvor man kunne se alt. I disse to shows blev mine venner hevet op på scenen, det var ret morsomt og utrolig fascinerende. Jeg meldte mig også men blev ikke valgt, men fik bare af vide "nej dig kender jeg lidt" formentlig fordi jeg havde talt med Jan efter første show og havde fulgt ham ret tæt på sociale medier. Når men, de to show blev også optaget, så måske de komme på TV på et tidspunkt. :)

Efter showet første gang gik jeg ned og talte med Jan Hellesøe, men Kasper ville ikke med, han var disideret bange for ham. Jeg blev selv overrasket over, hvor enormt sød og ydmyg Jan var, han tog sig tid til at snakke med mig i måske 10min.. Da jeg mødte Jan igen efter 3. show huskede han mig og jeg fik en krammer, hvilket jeg blev meget overrasket over. Jeg havde et portræt med af ham, som jeg havde tegnet lidt hurtigt et par timer før showet. Jan og hans ven Mikael Simpson (der også var der den dag) synes det var imponerende. Jeg mødte også ved denne lejlighed en kvinde der hed Jeanette, der var alene inde og se showet og som kendte Jan lidt, vi faldt i snak og fandt hinanden på facebook efterfølgende og har holdt kontakten siden. :)





Der er ikke mange der ved det, men jeg har interesseret mig i tryllekunst/illusioner siden jeg var barn og i 10.klasse blev jeg særligt påtaget af den engelske manipulator og illusionist Derren Brown og hans mind control. Jeg skrev flere opgaver om det i folkeskolen og begyndte selv at lave nogle af hans tricks, men folk blev bange for mig, når jeg lurede deres dankort kode eller lign. og jeg var såbar og ville ikke være alene, så jeg stoppede med at forfølge den interesse. Siden er jeg blevet mindre optaget af trylleri og mere optaget af psykologien og manipulationen bag, altså at trigge hjernen og vores sanser. Derfor er jeg blevet så optaget af Jan, der arbejder med netop disse ting. Efter hans shows har det fået min skjulte interesse til at blomstre op igen - meget endda.

Her sidst på året, meldte jeg mig af samme grund til den nye sæson af hans program fuckr med dn hjrne. Her kom jeg til første castingrunde og blev hypnotiseret af hans mentor Martin Castor Peterson - han er mega dygtig. Jeg kom i en dyb hypnose, men ikke dybere end jeg kunne fornemme alt og huske alt bagefter. Men det lykkedes ham, at gøre så jeg ikke kunne sige mit navn. Det var en vild oplevelse. Jeg gik videre, men fik dog kort efter en mail om, at de ikke kunne bruge mig alligevel. ØV!

MEN så her i starten af december skulle de pludselig bruge medvirkende til det alle sidste afsnit i den nye sæson. Jeg tilmeldte mig først den officielle vej, men fik af vide der var fyldt op. Jeg fik så af vide igennem Jeanette at man også kunne melde sig til igennem en anden vej. Det prøvede jeg (og var ærlig overfor dem og sagde jeg havde fået afslag det andet sted - i tilfælde af det var mig personligt de ikke ville have med) og pludselig kunne jeg godt deltage.

Jeg deltog så i optagelserne, der fandt sted i et kapel ved sindsyghospitalet Sct. Hans hospital i Roskilde, i de mørke kolde aftenstimer. Vi var omkring 50 mennesker plus hele filmholdet og Jan Hellesøe. Jeg kan desværre ikke sige mere om hvad der skete, men håber i vil se med til foråret (omkring marts/april) hvor det bliver sendt. Efter optagelserne tog Jan sig tid til at besvare folks spørgsmål og hilse på dem der ville det. Han sikrede sig de medvirkende var OK. Så der skete meget uden for kameraet, som jeg tvivler på kommer med på TV. Da Jan så mig efter optagelserne, genkendte han mig med det samme og hilste pænt og vi vekslede et par ord, inden hans produktionshold skulle bruge ham til noget. Så nu glæder jeg mig blot til programmet kommer i TV. :)


Anders Matthesen nye show..

Som nogen ved, er jeg en stor beundre af Anders Matthesen, så da jeg så han kom med et nyt show, sad jeg klar til at bestille billetter, da de blev frigivet. Så jeg bestilte billetter allerede i april, trods showet først var i september. Jeg glædede mig helt vildt. Jeg skulle have set det med Kasper, men han skulle pludselig ud og rejse med arbejdet, så min veninde tog med i stedet. Jeg var en smule skuffet lige i starten af showet, da jeg var vild med scenegrafien i sidste show og den mere historiefortællende og filosofiske Anders, men i det nyeste show er han gået tilbage til simpel scenegrafi og mere stand-up. Som showet skred frem, synes jeg dog, det blev godt og jeg fornemmede balancen mellem det filosofiske og alvor blandet med humoren. Det skal siges, at jeg grinede stort set fra jeg kom, til jeg gik. 

Jeg så det en gang mere efterfølgende med Kasper/min mand, hvor det var endnu bedre. 
Alt var meget bedre timet, man kunne mærke publikum var mere friske og Anders også bare kørte derudad. Han sagde også efter showet, hvor vi kom back stage, at han selv synes energien havde været virkelig god den aften. Det var også morsomt, jeg har ikke set ham siden et interview for 4år siden, hvor da han ser mig siger han "dig kender jeg jo" og senere igen kigger og peger på mig og siger "Hvor er det vi kender hinanden fra.. Var det et interview?" hvortil jeg svare ja med tre spørgsmål, hvortil han svare "nårhh ja, og hvad er det nu du hedder, nårhh ja det Mille ik?" inden jeg nåede at sige noget. Det var meget morsomt. Det var dog den meget sene forestilling vi så, så Kasper var virkelig træt til sidst og Anders skulle også skynde sig hjem. Vi har derfor købt endnu et par billetter til hans show, når han optræder i Ringsted, her i starten af det nye år. 


Samtidig med hans show, udkom hans første (børne/ungdoms)bog om den ternede Ninja. Den måtte jeg have fat i og læste den over to dage. Den er virkelig sjovt, men ikke for sarte sjæle eller små børn. Jeg kan klart anbefale den, hvis man er til Anders Matthesens humor og terkel i knibe univers og med nye sider af Onkel Stuart. 
Senere var jeg til en bog signering, hvor Anders kom og da han så mig, udbrød"det dig med interviewet med de tre spørgsmål.." og ja det var det. Vi vekslede et par ord, mens han skrev i bogen, han fortalte han allerede var gået i gang med at skrive på den næste. Jeg gik derefter ud og ventede på et lift, hvor Anders så kommer ud, da han er færdig og ser mig sidde og vente. Han stopper op og vi igen veksler et par ord, inden han smutter videre og skal til show.


Træningen kom i gang igen

I september meldte Kasper og jeg mig ind i fitness world, hvor vi nåede at komme hver anden dag i omkring en måned, før det eppede ud. mit grundet eksamen og Kaspers fordi han begyndte at komme ret sent hjem fra arbejde. Siden har vi ikke fået taget os sammen til at gå derop. Jeg har dog gået nogle ture, men skal i gang med at træne igen efter min sidste eksamen, men forhåbenlig før. For skal have smidt de kg. jeg har taget på siden træningen stoppede. Jeg havde nemlig lige smidt flere kg. og knap 10cm. som er kommet på igen, men skal af igen hurtigst mulig, for at skåne mine led for unødvendig belastninger.




Kærlighedsbussen:

Her i efteråret var vi oppe på Ringsted torv og døbe den kære Balder Kim Ulv Fürsts (også kendt som godmorgenmanden med de positive skilte) fine nye kærlighedsbus. Jeg har fulgt Balder længe via hans FB efter jeg fandt ham, da jeg endelig fik opstøvet hans navn. Han er helt fantastisk og jeg bliver glad hver gang jeg ser ham, så selvfølgelig skulle vi også op og fejre ham og hans fine bus, hvor omsorgsklovende også kiggede forbi.



December/jul og bryllupsdag..

I år blev der pyntet op allerede i slutningen af november, da jeg bare skulle gå hjemme og skrive bachelor, så det skulle være hyggeligt at være herhjemme. 


På vores bryllupsdag d.13 december, stod den på lidt af hver.. Først skulle jeg ud og øve til køreprøve og derefter til selve køreprøven, der ikke gik så godt - det kan i læse om højere oppe - via linket, under hele mit kørekort forløb.

Derefter var jeg meget påvirket, så vi brugte lige to timer hjemme på at få mig i nogenlunde humør igen.

Så havde jeg arrangeret en overraskelse for Kasper, som var at vi skulle ind og prøve Virtual Reallity, hvor man får nogle briller på og så føler man selv er et andet sted/er med i et spil. Det var virkelig en fed og surrealistisk oplevelse, jeg vil anbefale alle. Uanset om man er til teknologi eller ej, er det en oplevelse værd. Af spil prøvede Kasper et skydespil og et hvor han skulle reparere biler. Jeg prøvede også et skydespil og et tegnespil, hvor man kunne tegne i 3D, gå rundt om sin tegning osv. det var ret surrealistisk. 



Efter det tog vi en tur i tivoli og gik rundt og så på boder, gik ind og fik varm kakao og så på alle de flotte julelys og så luciaoptog. 
Derefter gik vi over og spiste aftensmad på Jensens Bøfhus og tog derefter hjem til Ringsted og så en film, før vi gik til køjs. Så trods en lidt dårlig start på dagen, blev den rigtig god til sidst. Herunder er et par billeder fra dagen. 







Året sluttede af med fødselsdag for min svorger, en dejlig jul med lækker mad, hyggelig stemning og gode gave. Der blev også holdt fødselsdag for min mand Kasper, der fyldte 32år og nu er dagens sidste dag så kommet, hvor både Kasper og jeg er møg syge, men mon ikke vi får en OK aften alligevel. Pas på jer selv derude, så vi kan få nogle gode stunder sammen i 2017.


GODT NYTÅR!