Drop jagten på curlingforældrene

Som mange andre i disse dage, har jeg behov for at ytre min mening om debatten, om de såkaldte "curlingforældre", men jeg har måske en lidt anden holdning til det end de fleste.

De seneste dage har jeg set den ene artikel efter den anden og alverdens facebook opdateringer, hvor curlingforældre italesættes i en knap så positiv tone. Personligt ser jeg endda nogle af disse artikler og kommentarer som en disideret hån mod denne forældregruppe og det er netop dét der gjorde mit bæger flød over og har fået mig til at skrive denne blog. At vi går fra en enkelt sjov bemærkning og at ryste på hoved af det, til at lave - som jeg personligt opfatter det - hånelige og hadefulde beskeder og artikler om det. Dertil er det noget der rør folk på en måde, at det er et af de største emner i medierne lige nu.

Misforstå mig ikke, jeg synes det er ganske fint at debatten tages omkring opdragelse, ansvar, forældrerollen osv. men at det bliver taget op på baggrund af nogle bekymrede og måske vrede forældre til unge festivalsgæster og ikke som en overordnet problematik, der forøvrigt har været der i flere år, synes jeg er hel gal.

Jeg arbejder selv som pædagog og har arbejdet med mennesker i 11 år. deriblandt også en del børn og unge. Jeg har dog primært beskæftiget mig med den gruppe af børn, hvis forældre er langt fra curling, men nærmere har behandlet børnene som en ishokey puk og med "tag dig sammen - klar dig selv" attituden eller slet ikke har skænket dem en tanke, grundet de (forældrene) enten har haft travlt med karriere og eget liv eller selv har haft en masse at slås med og derfor ikke haft overskud til børnene.

Jeg har dog også været steder, hvor jeg har mødt forældre med den adfærd, der hos mange har fået betegnelsen "curling". Så frem jeg ved af er curlingforældre meget forsimplet "forældre der er overbeskyttende og servicere deres barn uden at stille krav." ifølge ordbogen. Man bruger netop betegnelsen curling fordi forældrene skulle "feje ujævnheder/problemerne væk" så børnene kan glide problemfrit gennem livet.

Jeg har personligt mødt forældre der har brugt op til 2 timer, hver eneste gang de skulle hente deres børn, ikke blot fordi de synes det er hyggeligt at se hvad deres barn laver, men fordi de ikke har kunne få deres barn til at ville med hjem. De har formentlig enten ikke kunne magte kampen eller ikke ønsket konflikt eller sure miner hos barnet. Jeg har flere gange måtte hjælpe forældre med at få deres børn til at forstå, at når mor/far siger de skal hjem, så skal man altså hjem - det ikke til diskussion.
Jeg har mødt forældre der gav børnene alt de ønskede sig og hvor en ferie hjemme slet ikke kunne komme på tale, men hvor man minimum skulle på charterrejse til mindst 2 lande i sommerferien. Børn der ringede hjem og "bestilte" det de gerne ville have til aftensmad, og trods moderen havde en anden plan endte med at sige "ok så må jeg se om jeg kan finde det på vejen hjem" (jeg kunne høre samtalen).
Jeg har mødt børn der taler utrolig grimt til deres forældre, hvor jeg ofte har måtte stoppe det og sagt at sådan taler man ikke - når forældrene åbenbart ikke selv griber ind.
Jeg har mødt masser af børn, hvor forældrene trods de er nået SFO eller klubalderen rydder op efter børnene eller lader de unge gå fra oprydningen, trods det er sole klart det er den unges rod der er lige for næsen af dem.
Mødt børn der har måske max 10min. gågang til skole men alligevel bliver kørt hver eneste dag osv.

Så jeg har selv mødt massere af børn, der har forældre der lader børnene styrer showet og/eller har svært ved at sætte grænser og/eller ikke bryder sig om konflikter og vrede eller triste børn. Jeg har da tænkt mit gennem tiden og har sikkert også fået sagt negative ting om denne forældregruppe, når jeg har talt med folk i privaten, men grundlæggende prøver jeg altid på ikke at møde mennesker og problematikker med en undren, frem for afstand, kritik og hån.

Personligt ser jeg et stort problem i begge situationer/fotos.

En ting midt imellem, er nok den bedste, mest konstruktive og håndbare løsning.

Jeg nægter at tro på det er vejen frem og måden at ændre tingene, blot at skrive humoristisk, ironisk, sarkastisk, hånligt eller generelt negativt om disse forældre. Omvendt skal vi heller ikke bare være ligeglade eller stryge folk med hårene. Man kan godt stille sig undrende og starte en dialog på almen vis i en god tone.

Jeg tror på forældrene er et produkt dels af den personlige opvækst og opdragelse de selv har haft (hvad end de så følger familiemønsteret eller vælger at bryde det og måske gør det stik modsatte) og så er samfundets normer, krav og systemer. Derfor mener jeg ikke man bør pege fingre af den enkelte forælder og slet ikke hvis det er en voksende tildens, så bør vi i stedet se på hvad der har skabe denne tildens og problematik..

De forældre der servicere børnene overdrevet og/eller er FOR beskyttelse eller ikke stiller krav, de gør det ikke for at genere nogen bevidst eller med ønsket om at skade deres børn. Tværdigmod gør de tingene med den bedste intention eller af mangel på viden eller bedre muligheder. Nogen gør det måske for at dulme egen dårlig samvittighed over manglende nærvær eller lign. andre fordi de ikke har overskuddet eller "redskaberne" til at tackle konflikter og sure miner på en mere konstruktiv måde. Andre ved måske ikke hvilke negative konsekvenser det kan få og andre igen, ønsker bare at være almindelig hjælpsomme og omsorgsfulde forældre.
Nogen tænker måske at de unge har rigelig ting de skal leve op til og slås med i samfundet, at de ønsker at hjælpe de unge, der hvor de kan. At det så nogen gange ender med at være en bjørnetjeneste, der skaber lige så store problemer senere, er så den risiko der også er i det.

Særligt inden for mit fag, har man i en del år haft øget fokus på at børn er kompetente, selv kan tage ansvar og at selvforvaltning var en god ting. Man har ønsket forældrene gav mere slip og lod børnene selv klare tingene og lærer af erfaring. Samtidig har man gennem mange år råbt på at forældrene engagerede sig mere, var mere tilstede, hjalp og tog ansvar. Det gør langt de fleste nu, men det er en enorm svær balancegang, mellem at lade børnene klare sig selv og tro på de sagtens kan, og samtidig skal vise interesse, være engagerede i deres liv, hjælpe og støtte dem. Det er virkelig en svær balancegang for mange.

For nogen er vægtskålen måske tippet for meget til den ene side, når man som forældre søger job for børnene eller sidder med til samtalen (og det vel og mærket ikke er en ung med særlige behov eller handicap, der kan kræve der er en ledsager med), eller når forældrene brokker sig over børnenes forhold uden at have sat sig ind i tingene eller på nogen måde også at tænke over, om barnet selv kunne sige de ting, samt at de som forældre og barn måske også har en andel i problemet og ikke mindst løsningen.. Eller når forældrene gentagende gange er 2 timer om at få deres barn OVERTALT til at gå med hjem fra børnehaven. Samt når forældre springer over i køen til ting, fordi de mener at de og deres barn åbenbart har mere ret end andre til bestemte ting. Disse ting synes jeg bestemt ikke er OK eller er for barnets bedste, ligesom den anden vej med "jeg bestemmer alt" eller "klar dig selv, du din egen lykkedes smed" heller ikke er vejen frem, med det samfund vi har og ønsker i fremtiden.

Jeg har altid været glad for ordsproget "alt med måde" og det synes jeg også kan bruges her. Selvfølgelig skal man kunne sætte sig ned og lade barnet færdiggøre en tegning, uden at blive set som en forælder der ikke kan sige fra. Selvfølgelig skal man kunne skrive til skolelærerne, hvis barnet gentagende gange kommer hjem og fortæller om en problematik, som skal løses. Selvfølgelig må man køre sit barn til en begivenhed osv. men man skal blot tænke over, hvor ofte og meget man gør det og om det er for ens egen skyld som forældre eller for barnets. For det er ikke altid barnets bedste at få ret eller at få hjælp til alt.

Derudover vil jeg påpege, at hvis vi ser normen som et pendul, der svinger inden for en ramme, så er den ramme pendulet skal svinge indenfor, blevet meget mindre de seneste år. Eller det vil sige historisk set, har nok aldrig skulle så meget til, før det blev bemærket, men de ting man bliver bemærket for i dag, er anerledes, flere og måske svære at finde den rette balance i.

Der skal derfor ikke meget til, før pendulet svinger uden for rammen (normen) og man bemærkes og måske stemples som at være for meget eller for lidt. Det gælder ikke kun omkring forældrerollen, men indenfor mange områder. Vi skal leve op til flere og flere ting, men må samtidig helst ikke lave fejl eller prøve os for meget frem eller gå af andre veje end normen.

Derfor tror jeg også det er utrolig svært at få vægtskålene på til at gå lige op og særligt over en lang periode. For en periode vil man måske på nogen områder kunne opfattes som curling, fordi man har mere overskud og tid og derfor tilbyder sin hjælp mere, eller en perioder netop intet overskud har til at tage konflikter og derfor ikke får sagt fra. På samme måde kan de ting ændres igen, hvis livs omstændighederne, omgivelserne, kravene eller ens personlige ressourcer ændres, så man ikke har samme tid til at hjælpe mere eller netop får overskud igen til at sige fra og tage kampene. Jeg tror derfor vi skal passe på med at dømme de enkelte forældre for hurtigt og hårdt, for vi kender ikke altid historien bag deres adfærd og valg. Lad os i stedet være nysgerrige og undrende og ikke mindst lydhører - særligt overfor ting vi er uenige i eller ikke forstår. Kun den vej kan vi blive klogere på hinanden og måske få hjulpet bl.a. curlingforældrene med at få sat grænser, finde overskud til kampene mm.

Se det billede viser det reelle problem. Alle har en holdning - særligt om andre - om at ting kræver forandring, men de færreste ønsker at forandre sig - særligt for andre - men vi er nød til at starte et sted og starte med os selv. Husk når du peger fingre af andre er der tre fingre der peger mod dig selv.

Jeg synes at vi i stedet for at se på den enkelte og i stedet for at at skrive opdateringer og artikler om en bestemt forældregruppe og udstille alle de ting de ifølge normen gør forkert eller for meget, i stedet bør tage debatten et niveau op og fx. spørge:

"Hvordan og hvorfor er curling begrebet overhoved opstået?"

"Hvorfor har nogen pludselig et  større behov for at servicere deres børn?"

"Hvorfor er nogen blevet så beskyttende - hvad er det de er bekymrede for? eller prøver at beskytte børnene imod?"

"Hvis det er så slemt at børnene ikke kan klare det uden hjælp, bør vi så ikke i stedet se på hvordan vi kan ændre tingene, så de kan klare det?"

"Hvorfor er det så svært/hårdt for nogen at sætte grænser?"

"Hvad er det for ting vi (bl.a. forældre) skal leve op til og hvordan gør man så det?"

"Hvornår går man fra at være hjælpsom og omsorgsfuld, til at være for servicerende og overbeskyttende?

og ikke mindst

"Hvornår er noget FOR meget eller FOR lidt ? og hvem bestemmer hvor grænsen skal gå?"

Ingen af overstående fotos i dette blog indlæg er mine, jeg har fundet dem på google.
Jeg ikke kunne finde de personer der har lavet dem, så jeg kunne give dem kredit for de gode illustrationer.