De mærkelige relationer og venskaber

Jeg har mange gange de sidste år, overvejet at skrive en blog omkring dette emne... Et emne og problematik der har fyldt meget i mig igennem mange år, hvis ikke hele mit liv. Det handler om følelser, tilknytning, tryghed og relationer, med udgangspunkt i de relationer jeg selv har med/til folk.

Jeg vil ikke nævne hver enkelt person, for der er mange, men jeg vil prøve at holde det mere generelt og måske komme med enkelte eksempler - uden at nævne navne. 

Grunden til jeg vil skrive om det, er fordi jeg har oplevet SÅ mange gange, at jeg føler at flere ser på mig med store øjne eller ryster på hoved, når jeg fortæller dem om mine relationer til folk. Jeg fortæller som det mest naturlige om bestemte mennesker eller oplevelser og/eller om måden vi mødtes/kender hinanden fra, og fornemmer pludselig at folk reagere overrasket eller disideret skeptiske og uforstående over det. Dette har fået mig til at tænke meget over de sidste par år "hvorfor har jeg det sådan/gør jeg det og hvorfor gør andre det ikke?"

Jeg føler ikke at det jeg gør er forkert, selvom andre ikke forstår det eller det ikke følger normen. Nogle af mine nærmeste venner og familie, har lært at acceptere det, selvom de sikkert stadig kan undres. Et eksempel er at til mig og min mands bryllup, blev mange mennesker inviteret, nuværende og tidligere kollegaer, chefer, nuværende og tidligere skolekammerater, nogle ekskærester, tidligere undervisere, tidligere kursister, tidligere pædagoger (vi selv havde haft som børn), tidligere behandlere, forældre- og søskendedes venner (venners venner.. osv.) og mange andre..  og ved i hvad...? de fleste kom.. Og dem der ikke kom var primært fordi de ikke kunne, ikke fordi de ikke ville..

De fleste vil sikkert tænkte venner og familie er fint, men stoppe op ved ekskærester, undervisere, behandlere, pædagoger mm. For hvad pokker skulle de komme for - det er da mærkeligt?

Men er det også mærkeligt, hvis de er blevet ens venner eller gode bekendte, som man stadig ser eller taler med jævnligt?

Og hvordan kan man så overhoved det? Blive venner med de personer? 

Mit personlige svar er, ved at fjerne deres titel. Ved at møde dem som ligeværdige mennesker, i stedet for at møde deres job-titel, arbejds-position eller anden form for titel fx. "mors venner", men i stedet sige det er "Hans Erik" (kender ingen med det navn) og hvem er han mon? Man nedbryder barriererne ved at tale til/med dem og behandle dem, som hvis man havde mødt en ny person i ens vennegruppe, i byen eller ens fritidsinteresse.

Armen det er jo noget andet, og man bør ikke være venner med fx. sin chef eller underviser...

Jeg kan sagtens se dilemmaet og at man skal være yderst forsigtig og virkelig finde balancen, hvis det skal kunne fungere. Personligt har jeg altid forsøgt, at have en vis afstand, imens personerne fx. var min chef, pædagog, underviser, behandler mm. for netop at undgå mistanke om der fx. ikke blev dømt reelt eller at jeg fik særlige fordele.. For sådan skulle det ikke være! Ingen skulle få problemer på grund af mig og ingen skulle bedømme mig bedre end jeg reelt var, bare fordi de måske synes jeg var sød.. Nej jeg ville have en reel karakter eller feedback.. Det andet ville blot være en bjørnetjeneste, som jeg ikke ville udvikle mig af.

Med nogle enkelte har jeg dog haft en vis grad af noget personligt, imens jeg var deres elev/klient eller medarbejder.. MEN i de tilfælde, har jeg virkelig forsøgt at skille tingene meget ad, at når man fx. var på job eller til time, så var jeg i en anden position med nogle regler og rammer, og at jeg på ingen måde skulle have særlige fordele, fx. altid vælges først vis jeg rakte hånden op eller slippe for særlige opgaver.. Nej, jeg ville behandles som de andre...

Men så snart timen sluttede eller jeg havde fri, så var det jo pludselig fritid og så var det da kun fedt, at kunne tale mere frit og måske dele samme interesser, værdier eller holdninger.

Og nej, det er ikke let at finde den rette balance og begge skal være indforstået med det er sådan og vide de klare spilleregler og vide hvor man har hinanden, før det kan fungere. At chefen eller underviseren kan lægge personlige ting til side, når de skal vurdere og gøre det fair. At hvis jeg har gjort det dårligt, jamen så får jeg også en karakter eller påtale derefter.

Derudover skal jeg selv skal kunne tage imod det, uden at føle det personligt.

At man det ene øjeblik kan sidde og få en knap så fed besked eller være uenige og have en diskussion fx. om arbejdet, for så en halv time senere, at sidde og spise frokost sammen og snakke om personlige ting. Det er da ikke altid let, men når det kan lykkedes er det bare fantastisk. 

Jeg ser det ligesom med kollegaer eller studiekammerater, at man det ene øjeblik diskutere noget fagligt og måske er meget uenige, for to timer senere at få en fyraftens øl eller kop kaffe sammen og grine sammen om private ting. Dette har de fleste ikke et problem med, men hvad er så forskellen? 

Jeg ser heller ikke hvorfor det er forkert at skabe hygge og god stemning. Fx. ved dem der kender mig, at jeg ofte laver en kage eller andet lækkert når vi får gæster og måske tænder stearinlys osv.det synes mange måske ikke er mærkeligt. 

Til gengæld glor mange når jeg så siger, at jeg for nylig tog hjemmebag med i en kagedåse + en kande alkoholfri gløgg med i bilen, da jeg var til køretime med min kørelærer. Jeg tænkte det kunne være hyggeligt, da vi den dag skulle køre i knap 3 timer og jeg vidste han elskede kage og gløgg, så hvorfor ikke tage lidt med. Det var både for at overraske, for at lave sjov og for hyggens skyld, men pludselig er man mærkelig, tosset eller en fedterøv eller bare gør det for at komme hurtigere igennem.. Fedterøv for hvad? Det er ikke ham der skal give mig kortet, det er en motorsagkyndig og sender min kørelærer mig for tidlig til prøve, så dumper jeg jo. Jeg kan bare godt lide at skabe god stemning og ja, jeg holder meget af min kørelærer, fordi han altid er utrolig rar, venlig, glad, smilende, lyttende mm. han har hjulpet med at fjernet al angst jeg havde for bilkørsel. Det med at hygge, er så min måde at sætte pris på tingene og sige tak. Jeg bliver derfor ked af når ikke jeg kan fortælle disse ting højt, uden at føle folk enten ikke lytter, eller jeg fornemmer en undren eller skepsis hos folk jeg fortæller det til - kunne man ikke bare tage det for hvad det er og glæde sig over det, i stedet for at tolke og tro alt mulig det ikke er. 

Når man er vokset op i et åbent hjem.. 

Jeg tror også noget af mit syn på mennesker og relationer kommer hjemmefra. 

Jeg er vokset op ved siden af sankt hans hospital, hvor der kommer mange mennesker med større eller mindre psykiske sygdomme. Det er mennesker, hvor mange af dem bestemt ikke passer ind i normen. Jeg har som barn godt kunne undres over deres anerledes adfærd, men samtidig synes det var vildt fedt, at de bare var dem selv. At de ikke var bange for, at folk så anerledes på dem. Jeg har aldrig været bange for at møde nogen af dem, tværdimod har jeg nogen gange håbet jeg ville se dem, så man havde en "grund" til at kunne stå og være "tosset" sammen og fx. synge højt i stoppestedet. :)

Derudover har mine forældres hjem altid været åbent for alle. Bogstavlig talt stod hjemmet meget åbent, der var sjældent låst (det er der i dag af andre grunde). Så pludselig kom naboen, overboen eller andre bare ind og lige skulle have hjælp til noget eller bare have en kop kaffe. Eller mine egne- eller mine søskendes venner kom forbi og havde måske brug for nogle at tale med om deres problemer, eller kom bare forbi for at være med til at hygge. 

Vi har haft mange med til fødselsdage, jul, på alverdens ture og bare hverdags hygge/aftensmad. Flere af vores venner er bare blevet en del af mit- og mine forældres liv og omvendt, er nogen af mine forældres venner også blevet mine venner. For jeg er ligeglad med alder og "titler".

Der er aldrig nogen der er blevet afvist i mine forældres hjem, så længe de har opført sig ordenligt og talt pænt.

Når jeg tænker tilbage husker jeg også, at min far fik et særligt godt bekendtskab med min ene lærer. De kunne sagtens sidde til forældre samtaler mm. som alle andre og være seriøse og endda uenige, men så snart der var fester på skolen, så havde de bare noget særligt sammen - formentlig blot samme festlige tilgang og humor.
De to tossede mænd kunne både danse rundt og lave tante kys mm. De så ikke hinanden privat, men vekslede altid et par ord og nogle røver historie, når de tilfældigt så hinanden på gaden. Der var uden tvivl en god relation mellem dem, uden det blev et problem. De forstod at skille tingene ad og kunne netop have det sjovt sammen, uden at behøve at være personlige venner. Jeg synes selv bare det var sjovt og fedt. Og nej, jeg fik ikke gode karakter i hans fag eller særbehandling.

Jeg er også vokset op med, at ekskæreste ikke bare pludselig blev banlyst at komme, bare fordi man ikke var et par mere. For det, at man ikke var et par mere, ændrede jo ikke ved de gode stunder man havde haft sammen og ved selve personen. De var stadig velkommen i hjemmet. Vi så på mennesket og om vi havde det godt med dem og ikke om hvilken "titel" eller position de havde eller ikke længere havde. Som sagt så længe folk opførte sig ordenlig og vi havde det hyggeligt eller sjovt sammen, så var de velkommen og blev ofte inviteret med til ting som jul, fødselsdage mm.

Mine egne skøre relationer.. 

Jeg har mange af overstående historie og jeg tror det ubevidst har formet mig, at jeg har set at mennesker blev set som individer og for deres personlighed/værdier.

Det har gjort at jeg selv har engageret mig meget - måske også for meget - i mange af de mennesker jeg har mødt. Nogle har misbrugt det, nogen er blevet skræmte af det, andre fundet det mærkeligt. Jeg er blevet kaldt alverdens ting, som stræber, dengsen, fedterøv og meget andet. Men er man en fedterøv fordi man er almindelig venlig og høflig? Fx. hjælper med at rydde op, når folk ikke selv gør det og man ikke synes det er fair at fx. ens underviser skal stå med hele møget selv? Er der virkelig en grænse for høflighed og hjælpsomhed, fordi personen "er noget" bestemt? Ikke i min optik. Har et menneske brug for hjælp, så har mennesket brug for hjælp og de bør få den, uanset hvem de er.

Jeg tænker det handler om intentionen bag ens handlinger. For hvis jeg gjorde tingene for fx. at komme i godt lys hos den anden i håb om en bedre karakter eller lign. så ja, så ville jeg være en dengse og stræber mm. men fordi jeg hjælper dem med noget eller fordi jeg interessere mig for dem som mennesker, kan jeg virkelig ikke se det forkerte i.

Når man ser en person ser trist ud, er det så ikke naturligt at spørge om alt er OK? Når ser en slæbe sig en pukkel til, bør man så ikke tilbyde sin hjælp? Når man høre en har IT problemer og man har en mand der ikke laver andet, hvorfor så ikke tilbyde hjælp til det? Også selvom det er i privaten? Det gør i min optik ikke, at man nødvendigvis er eller skal være bedste venner eller at jeg så skal have særlige fordele på arbejdet eller skolen. 

Jeg forstår simpelthen ikke folk der tænker sådan. Det er jo mistillid til den anden persons dømmekraft og frygt for selv at blive bedømt og komme udenfor gruppen. Men gør det noget man er uden for gruppen? Særligt hvis det skyldes venlighed og oprigtig  interesse for andre?

Det er dog (i min optik) klart at når man måder mennesker som de er og evt. hjælper dem, så er der en større sandsynlighed for man får en tættere relation og måske et venskab med nogen af dem. 

Personligt har jeg haft mange lidt specielle relationer fx. med flere af de undervisere jeg har haft. Den første jeg husker var I folkeskolen, hvor jeg havde en klasselærer, jeg jævnligt besøgte efter skole. Jeg ved der var andre elever der også gjorde det, fordi hun havde sagt det var OK. Her fik jeg en kop kakao eller lign. og vi snakkede om familien, lidt skolen, måske hvordan jeg havde det eller noget helt andet. Nogen gange bare en halv time, andre gange måske 2 timer, før jeg cyklede hjem igen. Det var et fristed for mig og et sted, hvor jeg følte mig set og hørt. Det var et sted hvor jeg elskede at diskutere ting eller hvor jeg lærte noget af de historier mine lærer fortalte. 

Som årene gik fik jeg flere af disse relationer. Jeg havde også en kvindelig pædagog, der boede tæt på mig og som jeg derfor ofte cyklede forbi. Jeg ringede aldrig på, men kørte om ved deres have, som var meget åben. Hvis hun sad i haven, inviterede hun mig altid ind, på et enkelt glas saft eller lign. og hvor vi talte sammen i måske en halv times tid, før jeg fornemmede at nu var det nok og derfor tog afsted igen.

Jeg mødte flere undervisere og pædagoger med årene, som fik en særlig betydning. Det var dog også massere af dem (de fleste faktisk)  der aldrig kom noget bånd med. Og andre undervisere/pædagoger som jeg ønskede et særligt bånd med, men hvor det aldrig kom, fordi de disideret afviste det eller blot tog afstand til mig, når jeg kom for tæt på.

Jeg kan se når jeg kigger tilbage, på alle dem der har betydet noget særligt og som jeg i korte eller længere perioder har fået en særlig relation med, så har de alle haft nogle ens træk, trods deres forskelligheder som mennesker. 

Fællestræk for alle dem jeg holder af..

Nogen af de fællestræk de alle har haft er oprigtig interesse for de børn, unge, medarbejdere, klienter og lign. de har haft. Nogen der har taget sig tid til at lytte, spørge ind, ofte mennesker med en stor viden og mange refleksioner, som de har delt på en interessant måde. Mennesker der ofte har været lidt rebelske og gået lidt imod de klassiske normer for, hvad man skal/bør/må.. Mennesker med store hjerter, der mentalt og/eller fysisk har kunne omfarvne en, så man har kunne mærke deres varme og oprigtighed. Mennesker der altid gav sig tid, hvis man alvorligt kom og sagde "har du tid?"

Mennesker der selv har kunne finde ud af balancere i gråzonen. Altså nogen der sagtens kunne invitere en hjem på kakao og have et par hyggelige timer, uden det behøvede betyde man var bedste venner eller hvor de sagtens kunne behandle en lige/ens med andre andre, når man var på arbejdet, studiet eller klubben mm.

Jeg har dertil en særlig lille håndfuld mennesker, der har taget det skridtet videre og hvor jeg ikke er et sekund i tvivl om, de er årsag til jeg er i live i dag. Mennesker som mange netop ryster på hoved over, når jeg fortæller jeg ser dem privat. 

To af dem er terapeuter og undervisere, og den tredie er "bare" undervise. Alle tre mænd der på hver deres måde, på hver deres tidspunkt i mit liv, formåede at spotte, at jeg ikke havde det godt og havde brug for hjælp. Alle tre nogen der tilbød særlig støtte 24 timer i døgnet, ved behov. Jeg kunne ringe anytime, og hvor de lagde alt fra sig, når jeg ringede. Jeg kunne skrive mega lange og mange mails, der ALTID blev læst og besvaret.

De afsatte særlig tid - kvit og frit - uden for arbejdstiden, til at tale med mig face to face, nogen gange i flere timer, for at sikre jeg var OK før vi skiltes igen. 

Når en fremmed bliver en ven..

Når man møder sådanne mennesker, endda i en meget sårbar periode og hvor man ender med at stole så meget på dem, at man fortæller om sine inderste mørkeste tanker, så skaber det altså et særligt bånd/relation - særligt fra min side af. Sådanne mennesker kan jeg derfor ikke "bare" slippe igen og se som tilfældige eller ubetydelig i mit liv. 

Den ene af de personer har dog efterfølgende afvist mig meget klart, hvilket sårede mig meget dybt og selvom vi skriver sammen en sjælden gang, har jeg ikke det samme for ham mere. 

En anden - den første der hjalp mig - er en travl mand, der netop hjælper andre også og derfor ikke har tid. I nogle år mødtes vi engang imellem og spiste sammen eller gik en kop kaffe, men har ikke set ham længe, bl.a. da han er flyttet langt væk.. Så jeg ser ham desværre ikke rigtig mere, men vi skriver dog sammen i ny og næ. Jeg tænker dog meget ofte på ham og ville ønske vi kunne ses mere.

Den sidste har jeg stadig kontant med. Vi betegner hinanden som venner i dag. Vi sidder ikke lårene af hinanden og kommer generelt ikke hos hinanden privat og til fester/fødselsdage, men vi spiser frokost sammen i ny og næ, og taler sammen når vi støder ind i hinanden.. Derudover har jeg undervist hans elever flere gange, han har spurgt til råds med hans bog, som jeg også har lavet illustrationer til. Tilagengæld har jeg fået masser af faglig sparing den anden vej og hjælp til opgaver. For ikke at tale om den kolosale støtte han har været, når livet har gjort for ondt og jeg har kunne ringe eller skrive til ham. Hvilket jeg har stor respekt for og er meget taknemmelig for. 

Jeg har også været på den anden side som underviseren/foredragsholderen eller som kontaktpersonen til en ung der havde det svært.. Hvor jeg både skulle være professionel, men hvor der var nogen der bare kravlede ind under huden på mig og som jeg har holdt kontaktet med. Det synes jeg der skal være plads til!

Jeg har haft/har mange af de overnævnte relationer og venskaber der der udefra kan virke anerledes og bryde med normen, men det var det der reddede mit liv - at der var andre der turde gå ind i det - også da jeg var barn/ung. 

Jeg er derfor glad for jeg i dag ser mennesker frem for titler og alder, men ville blot ønske flere ville forstå og acceptere det, så jeg ikke skal føle mig så forkert - særligt når jeg taler om de mennesker jeg møder og som er en stor del af mit liv. De mennesker og de relationer der er opstået, fortjener ikke at blive taburiseret, tysset på, gemt væk eller føles forkerte, det burde i min optik være det vi gjorde meget mere.. At vi er os selv og ser andre for hvem de er, både deres titel, alder, udseende, værdier, holdninger, deres hobbyer/interesser, deres dårlige dage og deres gode dage og meget andet - at vi begynder at se det hele menneske og tør involvere- og engagere os i det hele menneske, som kan give nogle fantastiske oplevelser og relationer.